I Danmark har vi haft revy siden 1849. Det var samme år, som grundloven blev indført. Og selvom revyen ikke blev indført ved lov, så føles det undertiden sådan: Revyen er som genre ikke til forhandling. Den er hamrende folkelig. Og derfor urørlig.

Per Theil, Politiken, 4. juni 2009

Man spørger da sig selv, om det overhovedet er passende at opsætte en komisk forestilling et sted, hvor der er friske skudhuller i væggene. Da Batida var i Srebrenica et år efter krigen blev afsluttet, var folk simpelthen så glade. De sagde: Vi har ikke grinet i ti år. Teater skaber debat og dialog, men også grobund for glæde.

Katrine Wallevik, Batida, Berlingske Tidende, 9. juni, 2009

Vist er Holberg en gammel knark fra før modernitets-fanden fik sko på, men det er immervæk slående – og utroligt underholdende – som Grønnegårds Teatret og instruktøren Christoffer Berdal her, uden demonstrative moderniseringer, får grebet fat i nakkeskindet på en hamrende aktuel tidstype: den stundesløse.

Monna Dithmer, 29. juni 2009, Politiken

Se nu bare på Århus Kommune, hvor man ikke alene hjælper byrådets politikere med faglige evalueringer af byens kulturinstitutioner hvert fjerde år, så politikerne har et grundlag for at prioritere, men hvor samme politikere oveni det har besluttet, at opgaverne som teater på kommunens kulturbudget skal underlægges en udfordringsret hvert fjerde år, så alle interesserede kan love guld og grønne skove for ingen penge med håb om, at den kommunale nåde skal falde på dem, og at de kan skubbe nogen andre af pinden. Hvis et givet teater udfordres efter dette system, og hvis et til lejligheden nedsat bedømmelsesudvalg beslutter at tageudfordringen alvorligt, vil det
betyde, at teatret skal sendes i udbud. Det er simpelthen den mest rablende gang kommunal overbureaukratisering og politiske magtdemonstration, der er set vest for Ural.

Jørgen Langsted, BTA, maj 2008

Kvalitet er et generelt krav til offentligt støttet teater, og al erfaring lærer os, at som teaterkunsten er nu, så kan kvalitet dukke op alle mulige underlige steder. Det kan være i et projektteater i tredje baggård. Det kan være i et egnsteater i Haderslev. Det kan være i et lille storbyteater i første baggård i Århus. Eller det kan såmænd også være på Det Kgl. Teater i København. Pointen er, at kvaliteten ikke følger den offentlige støttes størrelse. Sådan er virkeligheden, og det er der ikke rigtig noget at gøre ved.

Jørgen Langsted, BTA, 7. maj, 2009

Skuespilleren bedømmes hyppigt efter type snarere end efter talent. Han skal falde i publikums tilfældige naive smag, men smagen er, det ved vi, til enhver tid præget af uudryddelige fordomme og irrationelle, personlige aversioner.

Fra kritikeren Frederik Schybergs tre forelæsninger på Københavns Universitet, 22.-25. april 1947

Ved at tage fat i sådan en flok handlingseksperter, som skuespillere er, kan man på en eller anden måde få drejet sit fokus lidt væk fra de selvfølgelige kulturelle forklaringsmekanismer. […] Jeg var vildt betaget. Jeg blev helt høj af det der sprog. Det var fuldstændigt fantastisk.

Professor Kirsten Hastrup i Ud & Se, juni 2009

Redigeret af Morten Larsen