Brutalt skæbnespil

“Må jeg byde dig på en drink?”, spørger han med et frækt et smil spillende på læben under det tynde første-elsker moustache. Hans røde skjorte er knappet op, så man kan se casanova guldkæderne glimte på brystet. “Vil du danse. Her kan man danse hele natten”, fortsætter han sin fiktive forførelsesstrategi. Og jeg føler mig straks draget til at spille med på denne arketypefortælling og kaste mig ud i den mystiske og gennemført iscenesatte totalteaterinstallation, der handler om at vinde over de andre - om liv og død.
I den site-specifikke The Oracle’s Boat, der blev opført som en del af Metropolis biennalen, er Teaterhuset i Helsingør forvandlet til et uhyggeligt, fascinerende og tidsløst skæbnespil. Her hvor alverdens alt-modische tingel-tangel lige fra gamle cremetuber, pastelfarvede sukkerhalskæder og krucifikser er stillet op på borde og kommoder, bliver man som det første informeret om de strenge regler, der hersker i huset.
Universet er udpræget hierarkisk, alle har deres egen plads i denne survival –of- the- fittest verden. Jeg  bliver instrueret i at knæle foran The Godess, der ligger i en båd midt i teaterhuset. Kun at henvende mig til The Game Masters, hvis jeg har bedt om lov til at tale til dem. Ikke at røre ved spillehjulene, at donere penge, mad eller drikke og at spille på en af de seks arketypiske spillere: The Lover, The Soldier, The Murderess, The Sailor eller The Child fx.

Lyv og bedrag
The Game Masters forklarer mig, at de alene kontrollerer spillet. De drejer på de fem skæbnehjul, hvis udfald bestemmer spillernes identitet, forvandling, vinding og tab i spillet.
Herefter begynder ”the game”, hvor alle kneb tilsyneladende gælder: ”Stjæl, lyv og bedrag, spillerne skal kæmpe alt, hvad de kan for at besejre de andre”, forklarer The Game Master mig med et djævelsk blik fra det hvidpudrede ansigt under parykken. ”Er det ikke sådan overalt, at tilfældigheder afgør, om vi er vindere eller tabere, dør eller lever”, fortsætter han sin muligvis nitzscheansk inspirerede forklaring om de altafgørende skæbnehjul, der er blottet for mening og moralsk orden.
The Oracle’s Boat dekonstruerer, som i Signas og Arthus Koestlers tidligere performance Seven Tales of Misery på Plex, traditionel dramaturgi. Spillet som fiktionsramme giver drivkraft til iscenesættelsen og begæret efter fremdrift af fortællingen tændes. Fortællingen kan på ingen måde overskues af hverken performere eller publikum. Den udspilles i interaktion med publikum i et teatralsk grænseunivers, hvor publikum kan udleve identiteter, der måske ikke er mulige ude i den humanistiske rationelle virkelighed.
Publikum bliver med stor succes også performere i The Oracles Boat, der således eksperimenterer og stiller spørgsmål til vores menneskelige adfærd.

Mette Garfield Mortensen

Reality tjek!

Ude i den pulserende storbyvirkelighed stiller Erik Polds vellykkede performance The Reality Game med inspiration fra Friedrich Schiller spørgsmål til det senmoderne menneskes håndtering af frihed

Folk myldrer forbi. Henover Kultorvet en solskinseftermiddag. Nogle er hastigt på vej mod Nørreport station. Andre slentrer rundt på shoppingtur eller sidder og nyder vejret med en øl ved cafeborde på pladsen.
Det velkendte torv bliver pludselig engagerende, når det iscenesættes via en glasrudes indramning, som vi publikummer sidder inde bag i Niels Brock bygningen og kigger ud på virkeligheden derude. Dagligdags detaljer bliver bemærkelsesværdige, og de så ofte tematiserede grænser mellem fiktion og virkelighed sløres i performancen The Reality Game.
Ude på pladsen stiller den veloplagte performer Johannes Lilleøre nu spørgmål til intetanende forbipasserende velguidet af Erik Pold inde fra “studiet” bag glasruden i Niels Brock bygningen.

Det frie menneske
I performancen, der er blevet til i forbindelse med festivalen Schillertage i Mannheim i 2008, forklarer Erik Pold indledningsvist, at Schiller i værket Menneskets æstetiske opdragelse fra 1795 diskuterer, hvordan vi som frisatte borgere efter den blodige franske revolution skal kunne håndtere friheden. Schiller mener, det frie menneske har brug for dannelse for at undgå korruption, magtmisbrug og for at opnå en harmonisk balance mellem individets og samfundets behov.
Derfor inddrager den tidsrejsende mand helt tilbage fra Schillers dage iført rustning forbipasserendes tanker om, hvor langt man må gå i frihedskampen. ”Må man slå ihjel for friheden?”, spørger han børn, unge og gamle. ”Nej, man må ikke såre eller slå på nogen. Man må forklare, hvad man mener i sit hjerte”, svarer en dreng oprigtigt. Den ene af to unge mænd svarer også prompte: ”Nej det må man ikke”, men den anden afbryder straks: ”Nej, nej, tænk lige på det i Tibet. Det er ok i nogen gange”.
Forestillingen er dramaturgisk stram og selvfølgelig er det tilfældighedernes spil, der giver liv og spænding til The Reality Game. Man overraskes og begejstres over nærheden i folks svar, attituder og absolut naturlige ”spil”, ligesom detaljer ved livet på pladsen pludselig bliver synlige i kraft af fiktionsrammen. Om vi lever op til Schillers dannelsesbegreber om tolerance og frihed står hen i det uvisse, men det står vel frit for i Schillers ånd at diskutere videre derude på den anden side af glasruden – ude i den pulserende storbyvirkelighed.