|
|
|
Af Hanne Larsen
Niels Andersen har været chef for Svalegangen i Århus i 14 år. Men til foråret er det slut. Hans efterfølger er netop udnævnt, men det skal ikke forhindre Teater 1 i at se nærmere på manden, der har gjort det lille storbyteater til det fjerdestørste i provinsen.
 - Niels Andersen (Foto: Svalegangen/PR)
Det lille storby teater, Svalegangen, skal sige farvel til sin teaterchef igennem 15 år. Niels Andersen har været ansat siden 1995 og har med sit gemytlige væsen og knivskarpe sans for at drive teatervirksomhed været med til at præge Svalegangen i en sådan grad, at det bliver svært at forestille sig et Svalegangen uden ham. Han overtog i sin tid en underskudsforretning, men har siden da overbevist både politikere og publikum om, at der både var plads til og brug for et teater som Svalegangen i Århus.
”Jamen - du bliver her vel?”
Da Niels Andersen 1. januar 1971 troppede op på Jomfru Ane Teatret i Ålborg som udstationeret militærnægter, var det ikke just chefposten, han forestillede sig at skulle bestride. Han fik opgaver som at gøre rent, medvirke som statist, stå i baren og alt muligt andet forefaldende arbejde. Han følte sig hurtigt hjemme i teatermiljøet, og efter endt tjenestetid lød det, som den naturligste ting i verden, fra en af de daværende chefer, Klaus Hoffmeyer: ”Jamen - du bliver her vel?”. Planerne om studiestart på Ålborg Universitet blev lagt på hylden, og Niels Andersen blev en permanent del af det nordjyske teater i Jomfru Ane Gade. Det blev en årrække med store historiske shows, iscenesatte rockkoncerter og etableringen af kultbandet, Jomfru Ane Band. I 1977 forlod han teatret og blev i stedet leder af et musik- og kulturhus i Ålborg, Multi Maren. Her var han i to år, indtil han blev opfordret til at komme tilbage til Jomfru Ane Teatret, der nu stod midt i forhandlinger med Ålborg Kommune om den nye egnsteaterlov. Niels Andersen var med til at gennemføre forhandlingerne og fik teatret etableret som egnsteater. Han blev således en del af den kollektive ledelse og var det frem til 1986, hvor det blev for meget for den gode mand. Alle ville være med til at tage beslutningerne; men ingen tog ansvar, når det gik galt. I stedet blev han leder af det netop oprettede Vendsyssel Teater. Denne post bestred han indtil 1991, hvor han endnu engang vendte tilbage til Jomfru Ane Teatret. Det gik dårligt for teatret, og den kollektive ledelse var brudt sammen. Niels Andersen fik denne gang lov til at sidde alene i chefstolen, og der blev rettet op på teatrets dårlige økonomi.
 - Der var venteliste på at få Svalegangens og Teatrets opsætning af ”Populærmusik fra Vittula” på turné. Mogens Pedersen og Thomas Corneliussen var halvdelen af holdet, der legemliggjorde Mikael Niemis bestseller på scenen. (foto: Svalegangen/PR)
Når begyndelsen er god…
Lidt længere sydpå havde Århus Kommune netop lavet en rapport om hele teater- og danseområdet i Århus. Her anbefalede man, at byens teater, Svalegangen, blev lukket. Svalegangens bestyrelse sad dette overhørig, og den efterhånden erfarne Niels Andersen blev ansat til at løfte den tunge opgave at redde teatret og dets økonomi. Århus var en ny by for ham, og det var et nyt publikum, der skulle underholdes. Hans største opgave blev i første omgang at spore sig ind på århusianernes smag. I dag indrømmer han gerne, at der i forhold til repertoireplanlægningen af den første sæson blev skudt med spredehagl. Men allerede i slutningen af den første sæson, viste det sig, at han havde ramt plet. Forestillingen om Kaj Munk ”Vildt af sted over himmel og jord” af Jacob Christensen blev en kæmpe anmelder- og publikumssucces. Den efterfølgende sæson manifesterede Niels Andersen sin fornemmelse for århusianernes smag med blandt andre publikumssucceserne ”Napoleonskrigen” af Hans Rønne og ”Englemageren” af Erik Kjær Larsen. Han øgede antallet af produktioner og tog også teatrets foyer i brug til både prøver og aftenarrangementer, såsom fortælleaften, stand up og lignende. I 2001 fik Svalegangen bevilget ekstra tilskud til at turnere med deres forestillinger, hvilket har betydet et større budget og dermed også en større kunstnerisk frihed. Svalegangen er i dag et lille storbyteater med en sund økonomi og et trofast publikum. Der burde ikke længere være nogen, der betvivler hverken Svalegangens eksistensberettigelse, eller Niels Andersens fornemmelse for århusianernes smag.
 - ”Marcus Hitengel” blev nomineret til en Reumert som ”Årets store lille forestilling” (foto: Annelene Petersen)
Døren står altid åben
For Niels Andersen har det været vigtigt, at Svalegangen er et sted, der viser åbenhed over for nye kunstneriske impulser. Det skal ikke være en institution, der lukker sig om sig selv, og på den måde signalerer, at den har nok i sig selv. For det har man bestemt ikke på Svalegangen. En vigtig målsætning har derfor været, at der skal signaleres stor åbenhed over for de folk, der kommer i huset. Det være sig gæstespil såvel som håbefulde unge dramatikere med en god idé. Langt de fleste af Svalegangens egenproduktioner baserer sig på en idé eller et oplæg, en dramatiker eller instruktør har præsenteret for Niels Andersen. Med stor ydmyghed insisterer han derfor på, at det ikke er ham, der alene har skabt teatrets kunstneriske profil, men lige såvel de mange instruktører, skuespillere og dramatikere, der gennem tiden har haft deres gang på teatret. Også teatrets faste personalestab får rosende ord med på vejen. For selvom den alternative ledelsesstil i sin tid blev for meget for Niels Andersen, har tiden med den kollektive ledelse i Ålborg sat sig sine spor. Han er ikke bleg for at indrømme, at det ikke er alle teatrets arbejdsopgaver, han er den bedste til at løse. Han er fuld af respekt for de folk, der således er med til at gøre teatret til det, det er i dag, og han fremhæver gentagne gange den dedikerede personalegruppe og deres faglige kompetencer.
Måske er det ikke alle arbejdsopgaver, Niels Andersen er den bedste til at løse, men evnen til at finde de folk, der kan og dermed samle dygtige medarbejdere, kunstneriske såvel som administrative, den har han.
Folkelig i ordets bedste betydning
Svalegangens repertoire er med Niels Andersens egne ord folkeligt i ordets bedste betydning, da det er valgt ud fra et dybtfølt ønske om at få folk i teatret. Oplevelsen af at sidde forventningsfuld blandt det øvrige publikum, lyset dæmpes, og man ved at alt, hvad der foregår på scenen, er en engangsoplevelse. Der skabes i den situation et helt unikt nærvær, og det er noget af det, Niels Andersen holder allermest af ved teatret. Teatret er blevet dømt ude så mange gange med computerens indtog, biografen og så videre. Men teatret er det eneste af sin art, og han ønsker, at folk skal opleve det, der foregår på scenen som vedkommende og aktuelt. Han forsøger derfor at præsentere sit publikum for ny dansk dramatik, som han mener, det brede publikum kan relatere sig til. Svalegangen laver gerne smalle eksperimenterende forestillinger; men i det samlede repertoire skal der være noget for alle aldersgrupper. Det skal være vedkommende teater for folk i dag, lige såvel som eksempelvis Brechts stykker var det for folk tilbage i 30’erne.
 - Kaj Munk forestillingen ”Vildt af sted over himmel og jord” fik prisen som Årets bedste turneforestilling i 1998 – og det blev ikke den sidste forestilling fra Svalegangen der fik dén hæder (foto: Annelene Petersen/PR)
Prisen og de evige kampe
Selvom der opstår et saligt glimt i øjet på Niels Andersen, når han beskriver det helt særlige ved teatret, indrømmer han uden tøven, at han til tider har bandet det hele væk. Det er især, når han - for gud ved hvilken gang – har skullet overbevise politikere om teatrets eksistensberettigelse og forsvare nødvendigheden af teater i det hele taget. I perioder er 90 % af hans tid gået med administrativt og kulturpolitisk arbejde. Så er det, at han har spurgt sig selv: ”Hvornår kan vi egentlig få lov til bare at lave teater?” Men selvom det hårde arbejde og de lange arbejdsdage har kostet både skilsmisse og store frustrationer, vender den sindige nordjyde det til noget positivt. For som han siger, så kan man som teaterchef aldrig læne sig tilbage i stolen og sætte autopiloten til. Man er hele tiden nødt til at følge med, tænke nyt, kreativt og konstruktivt. Man skal hele tiden forholde sig aktiv til det teatermiljø, man er en del af, og det er jo i virkeligheden rigtig sundt.
Ud på nye eventyr
Niels Andersen føler sig som en privilegeret mand. Han har opnået sine målsætninger for Svalegangen og nyder at gå på arbejde hver dag. Det er bestemt heller ikke udbrændthed, der får den snart 60-årige teaterchef til at takke af ved sæsonens slutning. Tværtimod er det en ydmyg erkendelse af, at det nu er tid til at nye kræfter kommer til på Svalegangen. Det, er han overbevist om, er det bedste for både ham selv og Svalegangen. Selvom der inden længe bliver mere tid til at gå i haven for Niels Andersen, bliver teaterlivet ikke lagt på hylden. At være en del af teaterprojekter eksempelvis i en stilling som producent eller lignende vil ikke ligge fjernt fra det, han forestiller sig, at han skal lave efter sommeren 2010.
hanne@teater1.dk
|
|
