|
|
|
Af Mette Garfield
Pan Pan Theatre fra Irland gæstede Århus Festuge med forestillingen Crump Trail. En eksplosion af performance, rock-koncert, koreografi, internet-streaming og grafik. Leder af teatergruppen og instruktør Gavin Quinn fortæller hvordan vores kaotiske medie verden danner udgangspunkt for forestillingen
 - (Foto: Århus Festuge/PR)
En overvægtig og bebrillet ung mand fægter vildt og energisk rundt i luften med en stav. Han bliver ved og ved. Hans ansigt er forvredet, og han går frem og tilbage i billedet. Han tager det tydeligt meget alvorligt. Han har endda lagt klippet af sig selv, som jedi-ridder, for det er, hvad han prøver på at agere, ud på youtube.
Nu er klippet også blevet en del af performancen ”Crump Trail” af den irske teatergruppe Pan Pan Theatre. En performance, der bl.a. tager vores kaotiske digitale liv, hvor grænserne mellem privat og offentligt liv flyder ud, op til overvejelse.
Pan Pan Theatre, der på postdramatisk teater vis blander performance, rock-koncert, grafik og koreografi for at udvide og sprænge teatrets grænser, har modtaget mange priser fx Irish Times Special Jury Awards i 2006. Pan Pan Theatre har eksisteret siden 1993, hvor de to nuværende ledere og instruktører Gavin Quinn og Aedin Cosgrove slog pjalterne sammen for at eksperimentere med tid, rum, musik og iscenesættelse. Gruppen er særligt kendt for at dekonstruere gamle klassikere, og i ”Crump Trail” har de kastet sig over eventyret ”Hans og Grethe”.
- Vi har arbejdet på ”Crump Trail” i et par år. Gina Moxley, som også optræder i performancen har skrevet teksten. Vi ville gerne arbejde med nogle ideer omkring panik, stress og det ikke at kunne forsvinde med GPS teknikken i dag. Og hvordan folk relaterer til hinanden via internettet med alle de digitale sociale værktøjer. Hvordan vi paradoksalt bliver mindre og mindre forbundne til hinanden selvom, der findes alle disse muligheder for kommunikation. Vi besluttede os så for at bruge det forførende og farvestrålende ”Hans og Grethe” eventyr til det. Historien kom så at sige ind ad bagdøren, fortæller Gavin Quinn i omklædningsrummet i en pause under prøverne til Århus festuge.
Cookies struktur og abrupte sceneskift
”Crump Trail” startede først som 45 scener, der efterhånden blev skåret ned til de 20 scener, som udgør forestillingen i dag. Gavin Quinn forsøgte sig sammen med performerne og musikerne frem til en bestemt rækkefølge af scenerne. Et puslespil, hvor gruppen ganske simpelt måtte prøve sig frem til det bedste resultat.
- Vi ændrede strukturen på scenerne alt efter scenernes opførelsesmæssige kvalitet og vinkler på instruktionen. Vi har ændret på det hele tiden, taget nye scener ind og taget andre ud, lavet om på scenernes rækkefølge igen og igen, derfor hedder den også ”Crump Trail” (brødspor). Men crump trail er også en internet term, der dækker over, at man kan spore, hvor man har lagt sine cookies, altså lagt et spor af, hvilke sider man har besøgt på internettet. Disse værktøjer har bl.a. ændret vores hjerne og måde at optage information på. Gjort os i stand til at relatere til mange ting på en gang, hele tiden skifte mellem nye sider, åbne nye sider osv. En kaotisk verden udgjort af diverse media og sprog, som alt sammen kan blive eksekveret fra vores soveværelser. Derfor lavede vi også en egentlig simpel performance, hvor vi har en computer på bordet, hvorfra performerne laver hele det vekslende show: videoen og streamingen.
Sceneskiftene i Crump Trail er abrupte. Scenerne slutter brat, for at gå over i den næste, som kan være af en helt anden genre. Fx fra en familiær hverdagsscene omkring et spisebord til en rock-koncert. Der er ikke noget narrativt fortløbende forløb. Quinn forklarer om denne opbygning:
- Scenerne følger ikke naturligt efter hinanden, men de er relateret til hinanden som et ekko eller skygger af tidligere scener, de er alle forskellige vinkler over samme tema. Nogle gange bare musik eller sang, der udtrykker følelser på en anden måde end dialogen. Så Crump Trail er i meget høj grad samtidsperformance i den traditionelle forstand.
På spørgsmålet om hvorfor Pan Pan Theatre, som udgangspunkt for ”Crump Trail” har valgt at dekonstruere et eventyr som Hans og Grethe, svarer Quinn:
- Man kan sige, det er en moderne version af eventyret ”Hans og Grethe”, vi laver. Men faktisk bruger vi eventyr, fordi eventyr ikke nødvendigvis har en morale eller en logik. Der er gode og onde personer. Historien er, at Hans og Grethe kommer tilbage fra skoven og opdager, at deres mor er væk. I stedet finder de heksen, som er en slags ond stedmor. Så den grundlæggende ide for produktionen er at undersøge, hvordan det ikke at have brød, mad og omsorg ændrer ens relationer til andre mennesker.
 - (Foto: Århus Festuge/PR)
Anti didaktisk – et forsøg
Måske er det et paradoks at Pan Pan Theatre i en kritisk forestilling, der diskuterer vore dages medievaner, inddrager internetstreaming og lader sig inspirere af internettets arkitektur til forestillingens afvikling og komposition.
- Vi kritiserer faktisk ikke internettet eller vores omgang med medierne. Vi mener selvfølgelig ikke, at internettet er dårligt. Men vi kommenterer på det. Vi prøver på at indfange og bruge det materiale, som synes at være oppe i tiden og herefter vise det til publikum, som så selv kan beslutte, hvad de vil gøre og mene om det. Vi giver ingen fortolkning, det er helt op til publikum selv. Så som i enhver anden forestilling, præsenteres forestillingen gennem performernes interaktion med publikum. Performancen afhænger af performernes evne til at kommunikere, deres charme og teatermæssige færdigheder – deres evne til at fortælle historien, forklarer Quinn.
I ”Crump Trail” er der dog ingen direkte interaktion mellem publikum og performerne i den forstand, at publikum tager del og agerer i forestillingen, som man fx ser det i den britiske/berlinske gruppe Gob Squads forestillinger. Men performerne henvender sig direkte til publikum og ind i mellem undskylder de overfor publikum, for derefter at træde ud af karakter og performe for sig selv, øve sig på scenen, for derefter at træde i karakter igen.
- Publikum læner sig undertiden fremad og forestillingen, showet tager over, mens det andre gange stopper. Performerne undskylder og står af. Så det er ikke en dogmatisk, didaktisk forførende forestilling, men snarere et forslag uden et perfekt sprog. Vi giver ingen forklaringer, men derimod forsøg. Vi eksperimenterer ikke med publikum, performancen er stadig til publikum, henvender sig til dem. Det er underholdende, men det er også et værk, der har udviklet sin helt egen æstetik, uddyber Quinn.
 - (Foto: Århus Festuge/PR)
Øjeblikkets nærvær
Pan Pan Theatre er ikke et ensemble kompagni, men arbejder hele tiden med forskellige freelance kunstnere alt efter, hvad der passer til det givne projekt. Tre af de medvirkende performerne i ”Crump Trail” har været med i tidligere projekter fx, mens en performer er ny i Pan Pan Theatre regi.
- Vores æstetik kommer i høj grad fra de kunstneres personlighed, vi vælger at arbejde med. Det er vigtigt, at de beholder deres egen personlighed intakt i performancen. Ideen er, at performeren og dennes personlighed arbejder sammen på scenen, deres små vaner osv. skal med på scenen. Det autentiske betyder meget for os, det skal være virkeligt, og det emotionelle sprog skal være virkeligt i en vis udstrækning. Det skal være konkret, det er ikke sådan noget dybde psykologisk noget, men vi holder os til teksten, og gør den så faktuel og forståelig for publikum som mulig. Så udvikles en naturlig psykologi og en naturlig emotionel respons gennem materialet, siger Quinn om autenticiteten, som er et vigtigt element hos performerne i ”Crump Trail”.
Pan Pan Theatres eksperimenter er således ikke kun for at nedbryde og afprøve grænserne for teatret. Det handler ikke om provokationen, legen med virkemidler og afsøgningen af grænserne for deres egen skyld. Gruppen er stadig meget interesserede i aktørernes evne til at fortælle historier og i teatrets live moment.
- Ikke fordi der ikke er nogen grænser at bryde ned. Vi prøver at lave det vi gerne vil. Vil vi gerne lave en performance med musik, eller en uden? Vil vi gerne lave en performance med kun én skuespiller eller med syv dansere? Så konceptet er ikke, at vi skal bare bryde grænser ned, men vi forfølger derimod vores interesser. Vi forsøger at ændre vores forestillinger hele tiden, så vi ikke bare gentager os selv. Vi er optagede af øjeblikkets tilstedeværelse.
|
|
