Af Stig Jarl

Ja selvfølgelig er kultur også erhverv. Derfor er problemet som sådan ikke, at kulturstøtten er erhvervsstøtte. Det er derimod at man lægger alle mulige ordninger sammen og derefter ser på erhvervsstøttens om en særlig slags bevilling. Og derefter vælger netop dén som finansiering af nye skattelettelser. Men hvordan er det sket?

Dette år har budt på to forskellige statslige økonomiske indgreb i teaterstøtten. I foråret blev det klart, at abonnements- og formidlingsstøtten skulle beskæres med 12 mio. kr.. Og efter sommerferien viste det sig, at det aktuelle forslag til finanslov for 2010 indebar en fastfrysning – dvs. manglende regulering for pris og lønstigninger – af bevillingerne til en række teaterformål.

Fælles for de to indgreb er, at de ikke er lagt åbent er lagt frem som teaternedskæringer, men nærmest fremstår som utilsigtede konsekvenser af overordnede besparelser på helt andre ordninger.

Og fælles er det, at de pågældende områder bliver ramt, fordi de er med i en opgørelse over erhvervsstøtteordninger, som er udarbejdet af Økonomi- og Erhvervsministeriet.

Der har været ganske megen mystik og mytedannelse omkring denne lidt specielle situation. Således kunne Proscenium, der er en teaternyhedsportal, som drives af Børneteatersammenslutningen og Foreningen Af Små Teatre, forklare sine læsere, at ”Brian Mikkelsen kort før sin fratræden lod bevillingerne til de små teatre overgå til sin partifælle, Bendt Bendtsen, i Økonomi- og Erhvervsministeriet” og ”På trods af at bevillingerne er udløst af loven om scenekunst, så defineres de med andre ord ikke længere som kunststøtte, men som erhvervsstøtte. Dermed rammer besparelserne udelukkende de mindre teatre.” (Proscenium 22/9-2009, artikel nr. 2484)

Og mange teaterpolitiske aktører har spurgt, hvorfor nogle teatre får erhvervsstøtte, mens andre får kulturstøtte.

Ja selv kulturministeren synes at være lidt usikker på sammenhængen, da hun i Berlingske Tidende citeres for sit manglende kendskab til sagens kerne:

»Jeg kan ikke sige, hvordan historikken er, og hvordan de bliver opgjort på den ene eller anden måde.« (Berl. Tid. 27/8-2009)

Derfor vil jeg se nærmere på historikken og diskutere forholdet mellem teaterstøtte og erhvervsstøtte.

Ja! Teaterstøtte er naturligvis erhvervsstøtte!

Hvad skulle det ellers være? Teatervirksomhed er da et erhverv, og der er ingen modsætning mellem at være en erhvervsvirksomhed og en kunstnerisk virksomhed. Det er et spørgsmål om hvilke briller man ser med og med hvilket ærinde, man har. Der er rigtig mange sammenhænge, hvor det giver god mening at bruge en erhvervsøkonomisk optik på teatervirksomhed: organisation, arbejdsmiljø, markedsføring, økonomi osv. Der er også nogle sammenhænge, hvor det ikke giver så megen mening at bruge det sæt briller. Det er her, vi har problemet.

Den første statslige opgørelse af erhvervsstøtte kommer i 1993 fra det daværende Ministeriet for Erhvervspolitisk Samordning. Ministeren hed på det tidspunkt Mimi Jakobsen. Regeringen var den såkaldte Rødkløverregering under ledelse af Poul Nyrup-Rasmussen. Redegørelsen havde til formål at skabe et overblik over erhvervspolitikken og indeholdt en række overvejelser vedrørende beskæftigelse, konkurrenceevne, im- og eksport, vilkår for specielle typer af virksomheder, udenlandske investeringer osv. Samt et kapitel om ”Erhvervsfremmeordninger”.

Både denne redegørelse og de fleste efterfølgende pointerede, at det er forbundet med afgrænsnings- og definitionsproblemer at opgøre statsstøtte til erhvervslivet. I redegørelsen fra 1993 skrev man bl.a. at ”Det er /../ ikke alle ordninger, der indebærer overførsel af offentlige midler til private virksomheder, det vil være rimeligt at benævne erhvervsfremme. For at afgøre dette er det nødvendigt at se på formålet med den pågældende aktivitet” (s. 377).

Den ledsagende oversigt var grupperet i forhold til ressortministerium. I 1993 optrådte Kulturministeriet alene med støtte til filmproduktion.

Det er således vigtigt at understrege, at fordi en ordning er nævnt som erhvervsstøtte, er den ikke dermed flyttet til Erhvervsministeriet. Der er tale om opgørelser som går på tværs af ministerier.

I 1998 hed erhvervsministeren Pia Gjellerup, og det er nu, at store dele af teaterområdet pludselig optræder som ”branchestøtte” i dette års liste over erhvervsstøtteordninger: ”Den Storkøbenhavnske Teaterstøtteordning, Små Storbyteatre” (men ikke egnsteatre) og ”Teaterabonnementsordninger”. Samme områder er med i 1999.

Igen tages forbehold for anvendelsen: ”Opgørelsen over de samlede erhvervsfremme-ordninger er forbundet med nogle metodiske problemer. Derfor skal man være forsigtig med at fortolke og drage for faste konklusioner på baggrund af [tabellen]. Dette skyldes, at en række ordninger ikke har det primære sigte at fremme erhvervslivet. Det gælder eksempelvis Kulturministeriets tilskud til produktion af spillefilm, hvor kun en del af midlerne tilfalder erhvervslivet.” (s. 239).

Kommunalreformen blev glemt

Så går der syv år 2000 til 2006 uden sådanne redegørelser, men foranlediget af Det Økonomiske Råd sørgede Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen for at hans ministerium leverer en ”Redegørelse om erhvervsstøtte 2007”.

I denne omgang er egnsteatrene med. Og oversigten er udarbejdet retrospektivt, så alle tal føres tilbage til og med 1995. På den ene side er det jo fint nok at få en fornemmelse for en udvikling. Men hvis man ikke ulejliger sig med at finde de tidlige oversigter frem, får man indtryk af, at opgørelserne siden begyndelsen har været ført efter ensartede principper. Det er ikke tilfældet. Tværtimod. Som nævnt kom store dele af teaterområdet først med i 1998, og det forhold, at små storbyteatre var med, men ikke egnsteatre, tyder snarere på et lidt usikkert kendskab til teatersystemet.

Denne antagelse bliver yderligere bestyrket, når man læser redegørelsens kommentarer til Kulturministeriets støtteordninger. Der er nærmest røde anmærkninger til den udgiftstunge ”støtte til formidling af teaterforestillinger, der indføres i 2007”, og ligeledes bemærkes det, at ”tilskuddet til Den Storkøbenhavnske Teaterstøtteordning [er] steget betydeligt i 2007”.

Ser man på tabellen over de statslige støtteordninger, er det korrekt nok. Den storkøbenhavnske ordning er steget fra 39 mio. kr til 108 mio. kr.!! Men det er naturligvis beklageligt, at det er gået hen over hovedet på de involverede embedsmænd, at der faktisk trådte en kommunalreform i kraft 1. januar 2007, som bl.a. indebar, at amternes udgifter på teaterområdet i det store hele blev overtaget af staten.

Egen tilvirkning på baggrund af Redegørelse om erhvervsstøtte 2009 og Teaterloven

Erhvervsstøtte eller ej?

Den aktuelle redegørelse for 2009 er udarbejdet efter tilsvarende principper. På teaterområdet er der ikke ændringer i forhold til hvilke områder, der indgår.

Opdelingen virker umiddelbart uforståelig og inkonsekvent. Bortset fra Det Kongelige Teater, der er en statsvirksomhed, er der ikke forhold i organisationsform, der adskiller de forskellige tilskudsmodtagere, og dermed taler for placering i den ene eller anden kategori. De er alle enten selvejende institutioner eller evt. foreninger. Der savnes da også eksplicitte kriterier for hvorvidt en støtteordning kategoriseres som erhvervsstøtte eller ej. Det er uklart, om det er Erhvervsministeriets egne embedsmænd, der selv har kategoriseret de forskellige ordninger, eller om man har konsulteret Kulturministeriet.

I andre lande laves også oversigter over støtte til erhvervslivet. Fx i Sverige, hvor man også understreger at man skal være forsigtig med, hvad man bruger sådanne opgørelser til. Oversigten ”Statligt stöd till näringslivet 2008” har taget konsekvensen i forhold til kulturområdet: ”I rapporten publiceras inte de stöd som har kulturpolitisk karaktär”. Sådan!