Af Rikke Rottensten

Det er kulturministerens vision. Men der er ingen tvivl om, at det bliver via kommunal egenbetaling eller med hjælp fra private. Og nu vil Det Kongelige Teater helst heller ikke landet rundt mere. Det kan blive hårdt at være teaterinteresseret provinsboer fremover.

4 ud af 10 danskere ville ifølge en Gallupundersøgelse spare på kulturen, kunne man læse i starten af november. Kort før endnu et kommunalvalg, hvor kulturen ikke var på dagsordenen nogen steder som det store issue.

Det kom ikke bag på en af Danmarks førende kommunalforskere, Roger Buch, fra Danmarks Journalisthøjskole, for som han sagde til Børsen, da de offentliggjorde en undersøgelse af, at regeringspartiernes borgmestre var dem, der havde skåret mest i deres kulturbudgetter:

"Det er typisk administration og kultur, der bliver skåret ned på, når der mangler penge. Området betragtes som et luksusområde, som borgerne hellere vil skære ned på frem for at skære i for eksempelvis ældrepleje." udtalte han til avisen den 3. november.

Det kan man ikke fortænke hverken borgere eller kommuner i - hvis det ligefrem er dét valg, de står overfor vel at mærke. Og den store kulturelle krise er jo, at det i højere og højere grad ér det valg, de står overfor. Hvor man før hen kunne feje sammenligningen af bordet, fordi den mest var en populistisk provokation uden reelt hold i virkeligheden, så er kommunerne nu så pressede på økonomi og ansvarsområder, at det ikke længere er helt løgn.

Da Kunstrådet i foråret indkaldte til en stor konference i Vejle om kultur i kommunerne, var Mads Øvilsens ærgelse og forundring da også, at der var så få politikere, der var mødt op. Men sådan er virkeligheden jo. Kulturen bliver med få undtagelser ikke prioriteret i en grad, som berettiger, at man sender sin udvalgsformand afsted i to dage for at diskutere, hvordan Kunstrådet og kommunerne kan samarbejde om nye projekter og mere kunst decentralt. For sådan en udvalgsformand sidder jo ikke kun med kulturen, som regel er det jo slået sammen med noget andet til Kultur- og fritidsudvalget, Børne- og kulturudvalget. Konferencen var ellers en opmuntrende affære, forstået på den måde, at man endnu engang fik bekræftet, hvor meget der faktisk sker udenfor de store byer især. Og hvor stor en kulturel udvikling der ikke mindst sker. Ikke mindst takket være en inddragelse af borgere og brugere i begivenheder og tiltag, der måske nok kan give grå hår i hovedet på projektlederne over demokratiets langsommelighed. Men som i sidste ende betyder at den enkelte i langt højere grad føler ejerskab til sin bys kulturliv.

 

”Lilli” var med til at fejre, da Randers EgnsTeater åbnede sin nye sal. Det var kulturministeren også, og hendes tale var dyr for kommunerne. (foto: Randers EgnsTeater/PR)

På samme konference var også kulturministeren på en kort visit. Hun fortalte her, hvor meget hun glædede sig til sin rundrejse rundt i Danmark for at få input til sin nye strategi om Kultur i hele landet.

Nu er vi i november, og strategi er på vej. Siger Carina Christensen. Derfor man kan selvfølgelig godt sige, at det her er en kommentari utide. Fordi ingen endnu ved, hvad hun vil sige i den strategi.

Men man har jo lov at gætte.

Og ingen af ministerens tilhørere ved indvielsen af Randers Egnsteaters nye sal behøvede en ph.d. i politisk retorik for at konkludere, at nok vil ministeren have kultur til hele landet, men det skal være gratis for hende. Ved åbningen betonede Carina Christensen selvfølgelig meget stærkt det lykkelige i, at teatret nu havde fået en fin, visionær sal takket være kommunen og en privat fond. Med andre ord: det var sådan det skulle være med kultur i provinsen. Skal der ske noget, skal det være kommunen, der betaler det selv med hjælp fra de private. Staten føler sig åbenlyst ikke økonomisk forpligtet udover det mest nødtørtige, når det handler om andet end Det Kongelige Teater og til dels også dets flagskibskollegaer.

Alle ville da elske at få Richard den III ud at spille lokalt. Men et nyt forslag fra Det Kongelige Teater vil helst bremse den slags tiltag og istedet fragte folk ind til det Skuespilhus, der i forvejen har svært ved at trække publikum. Trods stjerneanmeldelser. (foto: Natascha Rydvald).

Dét Kongelige Teater, som samtidig med indvielse i Randers og kommunalvalg på en konference om "Turneteatrets vilkår" meldte ud, at deres strategi var at komme til at turnere mindre, og fremover kun til de største af kulturhusene. Så måtte man køre folk ind til dem - allerhelst faktisk, ind til Skuespilhuset og Operaen, men ellers til kulturhusene. Kun de mindste - og som regel ikke særlig solgte eller publikumsvenlige - forestillinger ville kunne komme ud mindre steder.

Med andre ord: Mens Det Kongelige Teater får en kolossal majoritet af statens teaterbevilling, melder de altså ud, at deres fortolkning af kultur til hele landet er busdrift fra samme land og ind til dem - eller til de nærmeste større byer.

Risikoen for at provinsen får en strategi der er fuld af fine flosker om kvalitetskultur til alle borgere, uanset geografisk placering, er absolut til stede. Mest fordi provinsen og det vil sige kommunerne uden tvivl vil være overladt til selv at financiere de store ideer, kataloget eventuelt måtte indeholde. At der skulle følge statslig financiering med er vist ret utopisk. Men rigtig grimt bliver det, hvis det betyder, at den statsligt støttede del af kulturen på kort sigt slipper afsted med at blive hjemme, og derfor ikke længere skal servicere provinsen med deres kunst. Det er måske nok nemmere for dem, og ja ja det er klart, at det er besværligt, og ikke altid lige vellykket at lave en scenografi om fra Store Scene i Skuespilhuset til salen i Viborg Teater. Men det lader sig trods alt gøre for mange andre teatre - og helt ærligt: der er jo ingen steder, man kan rumme det samme som på Store Scene alligevel.

Men det bliver et demokratisk problem hvis det teater, der modtager så mange af skatteydernes penge ikke længere er tilgængeligt for det hundredetusindstore publikum, der ser teater lokalt. Skal de først ind i busser og køres måske en time, måske mere for at se en forestilling fra Det Kongelige Teater er der ingen tvivl om, at det bare svinder ind i stedet. Og hvem går det ud over? Det Kongelige Teater eller statens bevilling? Nej, kun kommunen der nu ikke længere har nogle kulturtilbud til sine borgere, og dermed vil få sværere og sværere ved at forny og bevare tilgangen af nye borgere i deres kommuner.

De store kulturhuses ide om at få mere teater ud i landet er anderledes visionær, fordi den netop vil have mere teater ud. Ved at få kortere turneer i samarbejde med især teatrene under Københavns Teater - som der uden tvivl er et meget stort publikum til udenfor København - til de større kulturhuse i for eksempel Randers, Holstebro, Århus og Ålborg. Mere teater er altid godt. For når der kommer nye turnéudbydere, flere forestillinger, er der immervæk en stor chance for, at der også bliver et øget antal publikummer hver sæson. Det kan man kun se som gavnligt og glædeligt for hele teaterlivet.

Set fra de mindre byers side vil de turneer ikke skabe et problem for det lokale kulturliv. Meningen med dem er jo netop ikke, at de skal erstatte de lokale forestillinger rundt om i de mindre byer. De skal supplere dem.

Det Kongelige Teaters forslag derimod truer med at have den stik modsatte virkning: ved at sende forestillinger ud færre steder, bliver der færre spillegange og dermed en klar risiko for publikumsnedgang. For når Nationalscenen i sidste sæson oplevede en massiv publikumsnedgang på 200.000 solgte billetter, er det svært helt at se, hvorfor endnu flere folk udenfor København skulle være vilde med at sætte sig i busser og køre flere hundrede kilometer for at komme ind til forestillingerne i Skuespilhuset og Operaen? Fremfor at få om end modererede forestillinger ud og spille på deres lokale teater.

rikke@teater1.dk

TEATER 1 Telefon: 33 32 40 50 E-mail: teater1@teater1.dk Postboks 191 CVR-nr.: 15748680
GOOS web-division