|
|
|
Af Rikke Rottensten
Skuespilleren Maibritt Saerens har en mission. Og målet helliger midlet. For dét Saerens søger er et frit udtryk og et nærvær, som på en og sammen tid kan give hende ro i sjælen og skabe sitrende spil på scenen. Her fortæller hun om at forme en karakter fra bunden, arbejde med energi og om at portrættere kvinder i kamp med tidens konventioner.
- Al kunst og kommunikation handler vel om at sprænge samtalen og finde ind til det sublime nærvær i nuet, det nu der ligger lidt mere bagom personligheden og hvor kreativiteten og de sande ressourcer udspringer, siger Maibritt Saerens og smiler fra kanten af sin brede sofa.
Vi befinder os i hendes Frederiksberg lejlighed som hun deler med manden Bent, og hvorfra hun med afsæt i bøger, masker, krop, bevægelse og en god portion fantasi skaber sine stærke kvinderoller.
TV, teater og privat erhvervsliv
Maibritt Saerens slog igennem hos det brede publikum som Søs i DR’s dramaserie ”Krøniken” i 2002. Før sit TV gennembrud havde hun boet i Århus og var blevet færdig som skuespiller på Skuespillerskolen ved Århus teater i 1999, og havde spillet på både Århus Teater og Nørrebros Teater, da hun blev belønnet med en Reumert Talentpris i år 2000. Siden har karrieren udviklet sig indenfor både film, TV og teater, og Saerens har medvirket i et hav af tvserier, flere film – inklusive den endnu ikke færdigklippede gyserfilm ”A Tribute to Creepshow”. Men hun har også taget en uddannelse indenfor ’integrativ udvikling’, som Saerens blandet andet bruger til at efteruddanne skuespilleraspiranter og erhvervsfolk i det private erhvervsliv.
Kvinder på randen af eksistentielt sammenbrud
Men tilbage til scenen hvor Saerens de sidste 5 år har portrætteret et bredt galleri af klassiske kvinder på randen af eksistentielt sammenbrud, idet de alle forsøger at følge deres drømme og drifter, men forliser undervejs i kamp med sig selv og samfundets konventioner. Lidt groft optegner kan der trækkes en tematisk rød tråd fra ”Krønikens” Søs hvis karriere knuses, da hun ender som hjemmegående husmor. Over bruden, der bliver enke før bryllup i Lorcas ”Blodbryllup”, Julie der dør for sine drifter i Strindbergs ”Frk. Julie”. Og hunkatten Katarina, der kæmper forgæves mod mændenes kærlighedskrav i Shakespeares ”Trold kan tæmmes” til den aktuelle rolle som Nora i Ibsens ”Et dukkehjem”, der trodser tidens kvælende kvindeideal og smækker med døren til slut.
 - Katarina i Shakespeares ”Trold kan tæmmes”, bliver ikke ’tæmmet’. Hun hengiver sig til kærligheden, mener Maibritt Saerens om den rolle, hun spillede på Folketeatret sidste år. (Foto: Gudmund Thai)
 - Nora har været interessant at skabe fysik til, siger skuespilleren Maibritt Saerens om den berømte rolle i Ibsens store klassiker, som Folketeatret netop nu turnerer med. (Foto: Folketeatret/PR)
Men hvad kan disse kæmpende kvinder fortælle os fra scenen?
- Jeg er lidt uenig i din tolkning af de roller jeg har spillet – at det er forliste kvindefigurer. Jo Søs i ”Krøniken” og Strindbergs ”Frøken Julie”. Men ikke bruden i Lorca og langt fra Katarina i ”Trold kan tæmmes”. Du har ret i, at Bruden i Lorcas ”Blodbryllup” mister sin store kærlighed, men hun sejrer over det had, som byen er forpestet af, fordi hun i sit hjerte kender til sand kærlighed og dermed kender tilgivelsen kraft. Katarina i Shakespeares ”Trold kan tæmmes”, bliver ikke ’tæmmet’ og underlagt mandens seksualitet. Hun hengiver sig til kærligheden. Hvis slutmonologen for publikum bliver en underkastelsesmonolog og ikke en hengivelsesmonolog, har det været en dårlig iscenesættelse eller dårligt spillet. Med mindre man vælger at lave en udgave, der bevidst har lavet den tolkning.
- Men hvis jeg skal forsøge at svare på dit spørgsmål, så tror jeg, at mange af de karakterer, jeg har spillet helt enkelt kan fortælle os noget om dét at være menneske på et måske arketypisk plan. Jeg tror vi alle lever i en eller anden form for illusion. Vi er masker – men vi ved ikke vi har masker på. Vi vil gerne virke som selvstændige individer, men på mange måder tror jeg, vi blot er en tro kopi af vores forældre, og det billede de opdrog os i. På sin vis luller vi os vel ind i en forestilling om, at ’sådan er vi’ i stedet for tage skridtet ud i det utrygge rum og finde ud af, hvem ’vi virkelig er’. Lidt mere bagom masken.
- Jeg elsker Nora i Ibsens ”Et Dukkehjem”. Min gode ven og underviser i teatervidenskab, Bent Holm, kalder det en tilblivelseshistorie. Jeg elsker det udtryk, for han har ret. Hun er den mest heftige figur, jeg til dags dato har spillet. Hun har iscenesat sit liv. Hun spiller en rolle og har maske på i ren overlevelse. Hun bliver i masken og rollerne, for det er det eneste, hun kender, og kun gennem ’rollerne’ bliver hun elsket. Men hun drømmer om ’miraklet’ – at hendes mand vil elske hende bag om det hele. Hun tror på den store kærlighed, og hun er villig til at ofre sit liv for Helmer. Men da hun indser at hun har villet ofre sig for ingenting, vågner hun op. Hendes fundament, hendes identitet smuldrer – illusionen brister, og hun kan nu kun forlade sin mand og ’blive til’ – bagom alle maskerne. For Saerens er det dog ikke vigtigt om karakteren vinder eller taber til slut, som hun siger.
- Livets store tragedie konfronterer altid mennesker på et dybt plan. Nogen vil måske påstå, at det er nødvendigt at blive presset ud i ydergrænserne for at komme lidt bag det umiddelbare. Nora tager først sit næste skridt, da hele fundamentet er skudt i sænk, og hun hudløs står tilbage med ansigtet ud mod ”en gold ørkenvandring med forhåbentlig havet i sigte”. For netop dér kan karakteren vække dét i os, som kan få os til at opdage den eksistentielle illusion vi alle – i forskelligt omfang - lever i, mener Maibritt Saerens
Den gode rolle
Sammen med Saerens bliver spørgsmål ikke besvaret med et ja eller nej, men får nærmere en ny overbygning i form af en filosofisk og spirituel fundering. Hvor det handler om at ’være til stede i nuet’, ’være bevidst om hvem vi er’, ’bevidst om teknikken’ og ’bevidst om de energier vi afgiver vores budskaber med’. Og for Saerens er det de essentielle elementer for at skabe et liv i balance, og samtidigt de grundelementer der skal være til stede for at give kunsten liv og fokus. Men før der kan lægges energi i kunsten og karakteren, skal rollen være god.
Hvad indebær den gode rolle?
- Den gode rolle er betinget af tre potentialer. Den skal portrættere en personlighed, med muligheder og begrænsninger. Den skal presses mest muligt af stykkets form og personer. Og så skal karakteren have mod og styrke til at gå op imod sine begrænsninger.
- Mit karakterarbejde starter ved skrivebordet, hvor jeg analyserer stykket og karakteren til bunds, og de tanker jeg gør mig dér, holder som regel hele vejen. Først derefter går jeg på gulvet for at udvikle karakterens kropssprog, og til dette arbejde bruger jeg altid masker.
- Det fantastiske ved masker er, at de kan hjælpe en til at blive en god skuespiller, for masken har aldrig problemer. Når man har maske på, er kroppen organisk, impulserne udspringer fuldstændigt frit og replikken er dynamisk, levende og klare. Skuespilleren står ikke i vejen for rollen. Samtidig kan masken være en hjælp til at slippe private vaner og unoder og komme ind til sin originalitet, og derigennem finde en helt uventet måde at spille karakteren på. Maibrit Saerens spørger, om jeg vil se hendes masker. De er i den tilstødende stue, hvor de er sat i række på en sofaryg og lyser op med deres håndkolorerede farver.
- Det hér det er Noras, siger Maibritt Saerens og tager en blå, lidt drømmende, men også kraftfuld halvmaske ned af sofaryggen og fortæller om karakteren:
- Nora har været interessant at skabe fysik til. Umiddelbart stortrives Nora i rollen som dukke, og derfor har hun et frit kropsprog, hvor hun er levende og spontan, konstant i bevægelse og meget feminin. Men samtidigt er hun præget af en stor sjælelig uro, og for at understrege dette har jeg tilføjet Nora et abrupt og brudt bevægelsesmønster der viser, at hun forsøger at skjule hvem hun er, både overfor sig selv og for andre.
 - Maibritt Saerens var en sanselig og sorgfuld brud i Lorcas „Blodbryllup“ på Gladsaxe Ny Teater. (foto: Gladsaxe Ny Teater PR)
Det sublime nærvær
Karakterarbejdet stopper dog ikke ved analysen, maske- og kropsarbejdet. For tilbage er replikbehandlingen, energien, nærværet og ikke mindst samspillet med de andre skuespillere og deres karakterer. Og til meget at dette arbejde har Saerens igennem de sidste 12 år konsulteret skuespiller, foredragsholder og teaterpædagog Finn Hesselager.
Hesselager er oprindeligt uddannet skuepiller på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater og har opfundet sin egen tretrinsmodel, der handler om at strukturere og nuancere de bevidsthedslag, som en rolle kan udfolde sig igennem. Lidt forenklet kan det siges, at han har skabt en ’bevidstgørende teknik om det ubevidste, vi går rundt og gør i hverdagen. Hesselagers metode er blandet andet inspireret af impro-kunstneren Keith Johnstone, meditationsteknikker og klassisk skuespilkunst. Og teknikken indarbejdes bl.a. igennem maskearbejde, replikteknik, rytme- og kropsarbejde.
- Det handler om at have en detaljeret, teknisk baseret bevidsthed om dét du foretager dig på scenen. Og for at det skal lykkes er det de små betydningsskift der er vigtige. Det kan være, med hvilken energi du sætter replikkerne an. Hvilke ord du giver fokus og hvilke der får defokus. Om du skaber et personligt rum kontra et upersonligt rum og om du postulerer eller lever en replik. Alle delelementer skal sættes rigtigt an hvis det sublime nærvær skal opstå på scenen, og her er det Finn for mig er så utrolig givende og præcis.
- Men selvfølgelig er man aldrig alene som skuespiller, og det store arbejder begynder først rigtig når man skal sætte det hele sammen med de andre spillere på scenen.
rie@teater1.dk
|
|
