|
|
|
Af Christina Brøndsholm Andersen
Rubrik: Mute Comp. Physical Theatre fejrer i denne sæson deres 10 års jubilæum. Teater 1 har mødt det to grundlæggere, koreografer og dansere Jacob Stage og Kasper Ravnhøj, til en snak om de første ti år og om hvad der driver dem i deres kunst.
Kom nu, tænker jeg, det er bare ligesom en lille terrasse, glem at vi er på vej op på taget… Få minutter forinden har jeg mødt Mute Comp.’s Jacob Stage og Kasper Ravnhøj ved indgangen til de stadig noget rå Dansehallerne i Carlsbergs gamle tappehaller på Vesterbro. Det er en solskins eftermiddag i september og de herrer Stage og Ravnhøj synes at vi skal lave interviewet ude i solskinnet.... oppe på taget. Jeg er virkelig højdeskræk. Faktisk temmelig højdeskræk. Men jeg ånder lettet op, da de åbner døren ud til taget og der faktisk er et lille halvtag klemt inde bag de store bygninger, lidt som en terrasse. Men det er selvfølgelig ikke nok at sidder her. Pludselig har Kasper Ravnhøj snuppet min taske, mens Jacob Stage gelejder mig op af en spinkel jerntrappestige og helt op på det store, lidt skrånende tag. Uden afskærmninger. Naturligvis. Okay, tænker jeg, tag dig nu sammen, du skal jo have lavet det her interview. Ignorer hvor du er. Jeg søger instinktivt mod centrum, men snart bliver jeg taget ved hånden, for vi skal selvfølgelig helt ud til kanten og se ned på den ”falske” afgrund. Den rigtige føles som en 10-15 meter og den falske er måske en 3-5 meter ned til et lavere tag. Men den falske afgrund kan man altså først se når man er mindre end en meter fra kanten. Og selvfølgelig skulle vi heeelt ud til kanten, tænker jeg bagefter. Hvorfor? Fordi man kan. Dette synes nemlig at være en gennemgående drivkraft i Mute Comp.’s værker. At afsøge og bryde grænser. Nysgerrigt at søge ind i nye universer. At lege med alverdens forskellige udtryk. Fordi man kan og fordi det er sjovt.
Mute Comp. tager publikum ved hånden og fører dem nye og mærkelige steder hen. Og publikum elsker dem for det!
Mute Comp. etableres
Jacob Stage og Kasper Ravnhøj mødte hinanden i midten af halvfemserne på Den Ny Dramaskole. - Det var en skole der ville prøve at sætte sig imellem Statens Teater Skole på den ene side og Cantabile på den anden side. Fortæller Stage. Så vi fik sådan lidt af det hele. Og da vi så kom ud så skulle vi ligesom definere, hvad er det så var vi ville bruge og vi ville gerne bruge så meget som muligt!
Tanken om at stifte et kompagni sammen efter skolen kom meget naturligt fortæller Stage og Ravnhøj. - Vi ville bare lave de forestillinger vi gerne ville se selv og spille roller vi gerne selv ville spille, altså gøre alt det man altid går rundt og synes er fedt! Siger Ravnhøj. – Ja, supplerer Stage, - vi ville bare prøve at lave de ting selv, som vi selv kunne lide. Og den Ny Dramaskole var en skole, hvor du også skulle kunne hamre noget scenografi sammen og skaffe sponsorer og lave et program, fortsætter han. - Altså du skulle også kunne mestre hele det der apparat, der er omkring det at skulle stå på scenen. Og det at være selvhjulpen og initiativrig er i virkeligheden noget af det vigtigste vi har fået med derindefra. Det var bare ud og banke på hos nabo forretningen og sige: vi skal bruge det og det, kan i ikke hjælpe os? Så det lå meget naturligt selv at gå videre med hvad vi havde lyst til at lave.
Ideen om at arbejde sammen kom helt konkret efter de begge havde set forestillingen ”Galefyrsten”. – Vi blev meget fascineret af historien. Fortæller Ravnhøj. - Og det var to mænd der spillede alle roller, fortsætter Stage, - så tænkte vi, at det er jo sådan en fantastisk historie den vil vi også gerne lave. Og den lavede vi så som vores første forestilling i 2000.
Der er ikke langt fra tanke til handling i Ravnhøj og Stages univers.
 - Jeg ved ikke hvordan Peggy Jarrel Kaplan gjorde det, fortæller Ravnhøj, Jacob og jeg var ”dressed to kill” da vi ankom til hendes fotostudie i New York, men vi endte med at sidde i to sorte bluser vi havde lånt af hendes mand på et sort/hvid billede! Men det blev nu et meget godt billede! (Foto: Peggy Jarrel Kaplan)
Fyyysisk teater
Inspirationen til at lave lige præcis fysisk teater, som jo ikke på det tidspunkt var voldsomt udbredt i Danmark, kom blandt andet fra det engelske physical theatre kompagni DV8 og fra det danske kompagni Teater Tango ledet af Rhea Lehman. - Da jeg så Teater Tango tænkte jeg bare ”det der skal jeg lave resten af mit liv”. Og så når jeg så DV8, så var det bare ”yeah, yeah !”. Fortæller Ravnhøj entusiastisk. Det kunstneriske udtryk har dog ændret sig gennem de 10 år Mute Comp. har eksisteret fra et meget teater præget og historiefortællende til et mere abstrakt udtryk.
- Jeg vil sige, at vi laver fyyysisk teater. Råber Ravnhøj i falset. - Og jeg tror, at da vi startede ville vi gerne lave teater, men med musik. I hvert fald ville vi gerne fortælle historier. Stage fortsætter. - Jamen altså vi ville gerne vise noget, som publikum kunne relatere til. Have nogle karakterer eller nogle performere på scenen, som havde et anstrøg eller i hvert fald en del af noget genkendeligt over sig. Det var mennesker og ikke kroppe eller kropsæstetik vi ville arbejde med. - Nu er det lidt anderledes, siger Ravnhøj, - jeg tror måske nok, at når man kommer ud fra en teaterskole så har man fået at vide, at det hele handler om at fortælle historier og at karaktererne er meget vigtige. Sådan er jeg slet ikke mere. Hvis jeg har en kineserhat på så er jeg allerede en karakter synes jeg. Måske har det også noget at gøre med hvordan vi tænker en forestilling. I starten ville vi måske gerne fortælle noget, en historie, og så også bruge midlet krop. Nu er det vi vil fortælle måske mere abstrakt.
- Ja, det er mere tematisk, end det er det at figur A går gennem alle de her ting og ender med en eller andet afklaring eller Happy End. De sidste par forestillinger har været mere omkring at betragte et tema fra alle mulige forskellige vinkler. Supplerer Stage.
På den måde adskilte Stage og Ravnhøj sig fra den gængse meget abstrakte trend i Danmark i 90’erne. Og det er de godt klar over. - Måske kom vi også med et udtryk som stak lidt udenfor i forhold til hvad der ellers var, så fik vi lidt ekstra opmærksomhed på det og har så forsøgt at holde gyden i kog lige siden. Forklarer Stage. Det er nu ikke kun dette der gjorde og gør at Mute Comp. stak og stikker udenfor. Det er deres særegne snirklede univers, deres fanden-i-voldskhed og et meget gennemtrængende fysisk udtryk, der fra starten har og stadig adskiller sig fra anden dans herhjemme. Og som også er begyndt at gøre dem efterspurgte i udlandet.
Små anarkistiske
Da jeg spørger hvorfor de stikker uden for svarer de i munden på hinanden.
- Fordi vi er sådan lidt små anarkistiske, altså sådan lidt vi- gør- det- bare-alligevel-agtige. - Der gik feks mange år før vi blev medlem af en fagforening og af Dansens Hus; altså vi har øvet og lavet forestillinger på Assistens Kirkegården, fordi vi ikke havde noget studie. Det har altid været sådan: ”ji-ha… vi gør det bare!”
- Mute har altid været en legeplads, et laboratorium og et eksperimentarium, det hele på én gang. Og det er jo ikke blevet mindre gennem årene. Konkluderer Stage leende.
Og det eksperimenterende og nysgerrigt grænsesøgende er noget af det Stage og Ravnhøj er gode til sammen. At gøre ting fordi man kan. Og fordi det er sjovt. Og hvad nu hvis.
- Det er jo samme leg. Fortæller Ravnhøj. - Vi bliver tiltrukket af ting vi synes er fascinerende og sjove. I sidste forestilling ville vi gerne have sådan en ”real doll” med, vi synes de er interessante, men sådan en koster 30.000 kr., så vi skrev til producenten. - Ja, fordi vi ville godt have en femte danser med, men det havde vi ikke råd til, fortsætter Stage, - forestillingen handlede jo om det at være død og der kunne ligge et lig og sådan nogle ting og hvad kunne man så gøre med sådan en?! Men firmaet var ikke så vilde med at have den med i en teater forestilling, så de ville ikke sponsorere den. Sådan var det. Men det kom altså så langt at der er en, der sender en mail til en real doll producent i Californien og spørger hvordan og hvorledes!
- På samme måde som da vi lavede ”Propaganda” på Dansescenen på Øster Fælled Torv. Der fik vi dem til at regne ud om gulvet kunne bære en tank! – Ja for vi kendte en, der kunne skaffe en! Siger Ravnhøj og fortsætter. - Vi var også ude i det der med et fly i den forestilling. - Nå ja, overtager Stage, - vi var ude i at få bare en lille flyvemaskine ind, faktisk det der fly som performancekunstneren Simone Aaberg Kærn fløj til Afganistan i og som der blev lavet dokumentaren ”Smiling in a Warzone” om. Jeg synes det havde en historie det kunne være interessant at få med ind i forestillingen, men så kom der en anden ide ind og så gik vi den vej. Men vi har seriøst siddet og overvejet: kunne der være en tank? Og så blev det så ni tons gasbeton i stedet for, det var lidt svært at gå på turne med, men det blev så heller ikke til noget!
- Vi prøvede også engang at få de der sumobryder dragter, fortsætter Ravnhøj, - altså vi er vilde med sådan nogle polterabend ting, det er så forfærdeligt sjovt! Det kunne være fantastisk at sætte af på sådan en. Den var bare pisse dyr. - Ja den kostede for meget igen, supplerer Stage. - Vi har også fået bygget en kanon, der kunne skyde appelsiner… men den kom ikke med… Mindes Ravnhøj. - Ja, altså det kan godt være at det ikke ender med at være en tank eller en appelsinkanon på scenen, konkluderer Stage, - men så kommer der noget som er sådan lidt ligesom en tank eller ligesom en appelsinkanon. Ligesom i vores sidste forestilling ”Post Secret”, hvor vi gerne ville have haft en hel masse ekstra performere ind til sidst, men det var der ikke råd til og, så hiver vi publikum op på scenen i stedet for.
 - Da vi lavede ”Propaganda” på Dansescenen fik vi dem til at regne ud om gulvet kunne bære en tank! Vi kendte nemlig en, der kunne skaffe en! Fortæller Jacob Stage og Kasper Ravnhøj. (Foto: Henrik Testholm)
Jacob Stage, født 1969, koreograf, danser, skuespiller, filmskaber og fotograf. Kasper Ravnhøj, født 1977, koreograf, danser, skuespiller, underviser, maler og slam poet. Begge uddannet på Den Ny Dramaskole 1995-98. Stiftere af Mute Comp. Physical Theatre i 1999.
Mute Comp. forestillinger: ”Galefyrsten” (2000), ”Nowhere Café” (2001), ”Water Loop” (2002), ”If wishes were kisses” (2003), ”Death and the Maiden” (2004), Bright Lights” (2005), ”Propaganda” (2006), ”Caterpillar” (2006), ”Marshmellow” (2007), ”Grasping the floor with the back of my head” (2008), ”Post secret” (2009)
 - Mute Comp. stikker udenfor deres særegne snirklede univers, deres fan- den-i-voldskhed og et meget gennemtrængende fysisk udtryk, der fra star- ten har og stadig adskiller sig fra anden dans herhjemme. Her er Kasper Ravnhøj ude i grænselandet for det fysisk mulige. (Foto: Søren Knud)
Cirkus Mute
Ravnhøj og Stage fremhæver selv, at noget meget centralt de er gode til er, at have en bevægelighed og en evne til at improvisere. Og heller ikke dette er blevet mindre gennem årene konstaterer de leende.
- Nogle gange så kalder vi det cirkus Mute, for det er sgu lidt kaotisk, ikke? Ler Stage. – Ja, det er noget rod! Samtykker Ravnhøj. – Men det er fandeme også ret sjovt! Udbryder de samtidig.
- I Syrien spillede vi forestillingen ”Bright Light”, fortæller Ravnhøj, som handler om nordisk mytologi med melankoli og sne og research oppe i Sverige i en ødegård, hvor vi sneede inde og sådan noget. Nå, men en af gangene vi spillede den i Syrien sluttede vi af med at ride væk på tre kameler, mest fordi det kunne man gøre! Hen til en turistkamel ejer og sige ”Here is ten dollars, be here at ten o’clock!” - Ja, ja og kamelen hed Cassenova. Oplyser Stage og fortsætter. - Sidste år skulle vi spille ”Grasping the floor with the back of my head” i Dublin og så af en eller anden mærkelig grund var kassen med al scenografi og rekvisit ting blevet i Kastrup, så måtte vi bare… - Nå, dén lufthavn, nå Kastrup lufthavn, afbryder Ravnhøj tænksomt. – Nå, var det i Kastrup lufthavn, nå for helvede. Svarer Stage stadig uden panik i stemmen. – Og så måtte vi jo bare rundt i Dublin tre timer før forestillingen og finde noget der bare mindede om det vi brugte. I forestillingen har jeg sådan en ridderrustning på, det endte med at være sådan nogle ”Illy” kaffedåser, der så blev gaffa-tapet rundt om mit hoved så det ligesom smagte lidt af ridder, ikke?! Og da vi var i Egypten med samme forestilling så kommer jeg så ind med sådan en brandsluknings ting for den der rustning, den har vi så ikke med for den vejer for meget.
Der var jo andre koreografer der ville gå helt i sort over ikke at kunne arbejde med den rigtige scenografi, men ikke Mute Comp.. –Det tvinger os jo bare til at genopfinde det. Siger Ravnhøj. – Ja, at være på tæerne hele tiden. Uddyber Stage.
- I Syrien optrådte vi engang med noget, hvor vi forklarede hvilke scener vi skulle lave inden vi gik ind: altså vi tager scene to i stedet for scene tre, og så måtte man jo bare fucking gøre det… - Ja, overtager Stage, - det var også i Syrien, hvor vi spillede på et kæmpe stort gammelt romersk amfiteater med plads til 12.000 mennesker med nationalt tv og radio på og det hele, og så var der en journalist, der var ved at interviewe Kasper mens han er på vej ind på scenen, sådan noget med: ”Ask me something I can ask you…” og så: ”Jamen jeg bliver lige… øh, det er faktisk mit cue, nu går jeg lige ind på scenen” …altså sådan helt…. og så nytter det ikke noget, at man skal sidde en halv time og lade op i en garderobe før man kan gå på scenen og spille, så bliver man bare nødt til at gå på når det er, ikke? Og det tror jeg sgu faktisk er en ret god ting at kunne. Konkluderer Stage.
Og der er ingen tvivl om, at evnen til at kunne improvisere ud til det yderste, det mestrer både Ravnhøj og Stage til fulde.
 - En af gangene vi spillede ”Bright Lights” i Syrien sluttede vi af med at ride væk på tre kameler, mest fordi det kunne man gøre! Ler Jacob Stage og Kasper Ravnhøj. (Foto: Laust Palbo Nielsen)
Mute Comp. er lidt ligesom Istedgade
Det ikke at tage tingene så alvorligt er også et Mute Comp. kendetegn. Der er ikke noget navlepilleri her, selvom forestillingerne kan beskæftige sig med nok så alvorlige emner som synd, skyld, spild af liv og mistænksomhed og paranoia overfor omverdenen.
- Ja det der med ikke at tage det så højtideligt, tror jeg er noget af det, der har været forskellen mellem os og andre kompagnier, at vi har sådan lidt humor med i mange af vores ting og det er meget forløsende. Siger Stage. - Vi har haft en sådan lidt anderledes, og i al beskedenhed, en sådan lidt mere frisk tilgang til vores forestillinger!
Da jeg spørger om de kan beskrive Mute Comp.’s univers så er Stage ikke i tvivl. - Altså Mute er lidt ligesom Istedgade! Der er en grønthandler og en kiosk og en sexshop og en gammel marskandiser og en boghandel og en økologisk bager. Altså det er bare et fuldstændig sammenkog af alle mulige ting!
Og denne uhøjtidelige og legende og improviserende tilgang og variationen af udtryk gør at forestillingerne bliver meget levende og det er blandt andet det publikum reagerer på og kan lide ved Mute Comp., mener Ravnhøj og Stage.
- Publikum kan mærke, at det er lige nu og her, det er ikke noget, som er indstuderet: 3, 4, 5, 6 og 7 dér skal jeg sparke benet op. Der er selvfølgelig en masse ting der er sat, men hvordan du kommer fra A til B det kan godt variere lidt. Siger Stage. Ravnhøj giver et eksempel. - Vi sluttede f.eks. i ”Grasping the floor with the back of my head”, hver aften med at jeg har et lille stykke gaffatape inde på mit bryst og det skulle Sigrid Husjord så ramme med en splat pistol, og det er jo fandeme live og leg og lige nu og mon hun rammer rigtigt i dag-agtigt og det gør hun jo sjældent… - Ja, altså Kasper lignede simpelt hen sådan en… altså der var kæmpe store mærker på Kaspers bryst og mave… ler Stage. - Faktisk i lidt dårligt lys kunne det godt ligne kæmpe store brystvorter ja. Oplyser Ravnhøj. - Kæmpe sugemærker, ja. Supplerer Stage.
Det er den slags leg og væren i nuet publikum reagerer på, mener de.
- Altså publikum kan jo mærke, at det er nogle rigtige mennesker på scenen. Der er en eller anden nerve, ud over at det er live, der er den der genkendelighed, som gør at man måske kan sidde og spejle sig i nogen af menneskerne, der er på scenen, ikke? Altså en stor del af genkendelighed og så bare det der ægte, uforbeholdne og uhøjtidelige. Altså vi har endnu ikke haft en pruttepude med på scenen, men det er faktisk underligt. Siger Stage undrende og ser spørgende på Ravnhøj. – Nå, men det kommer nok snart, konkluderer de hurtigt.
Og publikum har meget stærke reaktioner på Mute Comp.s forestillinger.
- Jeg har lige fået en Facebook besked fra en ældre dame, der fortalte, at hun var begyndt at leve igen efter at have været en af de publikummer der ligger på gulvet sidst i ”Post Secret”, altså det havde været en meget meget stor oplevelse… Fortæller Stage. - Ja altså en ældre dame.. der kommer igen flere gange… det er meget sådan hjerteligt. Supplerer Ravnhøj. Stage fortsætter. - Og altså da vi spillede ”Grasping the floor with the back of my head” i Egypten sidste år så gik der 30 sekunder fra folk havde klappet til de stormede op på scenen og begyndte at kramme os og altså var totalt rørte og det var ikke fordi vi kendte dem eller havde snakket med dem forinden, nej de kom bare op og måtte holde om os. Det var fandeme vildt. Husker han.
Og hvad har Mute Comp. så af fremtidsønsker?
- Jeg kunne godt tænke mig endnu flere internationale gæstespil og research perioder og længere tid til at forberede forestillingerne. Siger Ravnhøj. – Altså jeg synes det er sjovt at spille, men jeg synes faktisk næsten det er sjovere at lave det… det der år hvor man går og tuller og får ideer og nørder det synes jeg er skægt. Det har der jo ikke været råd til før men det har vi mulighed for med vores nuværende toårige bevilling.
- Ja, lige nu er en konkret ide faktisk at tage til Mozambique og lave et samarbejde med nogle ludere fordi vi måske vil lave en forestilling om prostitution. Vi kender en i Mozambique og tager måske derned til vinter og arbejde med gadebørn og prostituerede. Indskyder Stage.
Lige meget hvad Stage og Ravnhøj finder på fremover bliver det sikkert ikke kedeligt og der er garanti for, at deres performere og undertiden publikum skal have risiko tillæg.
- Tillykke med at du kom op på taget, det var flot gået! Slutter Stage anerkendende af. Jo tak, det er utroligt hvilke afkroge Mute Comp. kan få os lokket ud i.
 - Mute Comp.’s forestillinger har en særlig virkning på publikum. - Jeg har lige fået en Facebook besked fra en ældre dame, der fortalte, at hun var begyndt at leve igen efter at have været en af de publikummer der ligger på gulvet sidst i ”Post Secret”. Fortæller Jacob Stage.
|
|
