TV er blevet direkte kunstnerisk reaktionært, dansk teater er godt på vej til at blive det samme. Vi lever i normalitetens forgård - nej højborg! Det skulle teatret måske tage fat i.

Jon Stephensen, Politiken, 14. oktober 2009

Jeg er lige blevet en del af Betty Nansen Teatrets anmelderkorps, og det sagde jeg ja til, fordi jeg selv går for lidt i teatret. Når jeg tænker på, hvor fremragende skuespillere vi har - folk man kender fra film og tv-serier - så ville jeg gerne se dem spille på en scene. Men jeg bliver ikke trukket nok i teatret. Jeg tænker: "Uha, man skal være meget kyndig for at gå i teater". Men det er jo noget vås.

Forfatteren Sara Blædel i Kristeligt Dagblad den 21. september 2009

Spørgsmålet er, hvornår børn kan betragtes som professionelle. Eller om det overhovedet giver mening at fastholde denne gammeldags og ret firkantede betragtning af scenekunst for et betalende publikum. Filmens verden har jo forlængst givet efter og erkendt, at børnespillere kan sælge billetter i et omfang, der både overgår voksenspillerne og fantasien.

Anne Middelboe Christensen, Børneteateravisen, 13. oktober 2009

Det er ikke nødvendigt, at en kunstner er politisk interesseret, eller at han deltar i det politiske liv udenfor sin kunst. Men det er usvigeligt sikkert, at han gør det i sin kunst.

Poul Henningsen, ”Kunst contra æstetik”, Byggmästeren, nr. 13, 1944

Vi politikere skal gå i brechen for kulturen og ikke bare løbe rundt i halen på borgerne og mene det samme som dem. Vi skal turde talt folk imod og forklare dem, at der er andet i livet end ældrepleje, børnepasning og skoler.

Jørn Sørensen (R), Formanden for Kommunernes Landsforenings børne- og kulturudvalg, Berlingske Tidende, 1. november 2009

Spørgsmålet for DR er, om man skal satse på at lave et kulturprogram, hvor man forsøger at fange et bredt udsnit af befolkningen på DR1, eller i stedet lave noget virkelig godt til kerneseerne på en specialiseret kanal. Der er ikke andet for DR at gøre end at danse på to ben.

Jørgen Ramskov, Information, 1. november 2009

De store aktører i dansk teater, film og tv-drama ville intet være uden det udviklingsarbejde, de små teatre udfører.

Katja Holm, Formand Dansk Skuespillerforbund, Kristeligt Dagblad, 1. november 2009

Redigeret af Morten Larsen

TEATER 1 Telefon: 33 32 40 50 E-mail: teater1@teater1.dk Postboks 191 CVR-nr.: 15748680
GOOS web-division