|
|
|
Af Hanne Larsen
Det lå ikke umiddelbart i kortene, at Thomas Markmann skulle blive dramatiker. I barndomshjemmet i Nykøbing Falster gik man aldrig i teatret eller biografen, end ikke radio blev der spillet. Han kendte i sin opvækst absolut intet til den kunstneriske verden, han nu selv er blevet en del af. Thomas Markmann er den anden i rækken af fem dramatikerelever Teater1 taler med i løbet af deres sidste år på uddannelsen.
Efter folkeskolen blev han udlært rørsmed, hvorefter han kastede sig over en række forskelligartede erhverv og gjorde det til en dyd at kunne lidt af det hele. Han meldte sig til livgarden, blev vvs-tekniker, byggede skoler i Mozambique med Tvind, arbejde som vicevært, blev formidler på et middelaldercenter og arbejdede sågar en kort periode som sælger. Han var stolt af sin alsidighed, men trængte efterhånden til at fordybe sig og blive rigtig god til én bestemt ting. Han havde på dette tidspunkt lavet amatørteater i en årrække og havde da også flirtet lidt med tanken om at blive skuespiller eller instruktør. Men langsomt voksede en lyst til at skabe og dermed skrive sine egne historier.
 - Thomas Markmann
Thomas Markmann
Født i 1971 i Hvidovre og opvokset på Falster.
Har skrevet tekster til børneteater og et egnsspil for egnsteatret Masken. Optaget på ”Dramatiker Væksthus” fra 2004-07 PLAY har opført: ”Giro 413” og ”Stodder” Han har derudover haft readings på Det Kongelige Teater, Katapult, Caféteatret, m.fl.
- Jeg havde på det tidspunkt en kæreste, der gerne ville være billedkunstner. Vi fik på en eller anden måde genereret en tro på, at det var det, vi skulle. Hun skulle være billedkunstner, og jeg skulle være dramatiker. Så jeg gik i gang med at skrive. På det tidspunkt havde jeg ikke skrevet, siden jeg skulle aflevere danskstile i 9. klasse, så det var den ultimative udfordring for mig. Jeg var på det tidspunkt 31 år og besluttede mig for at give det 5 intensive år, hvor jeg ville satse benhårdt på det. Jeg blev helt energisk, da jeg først kom i gang med at skrive. Allerede da mit andet stykke var klar, kopierede jeg det i 15 eksemplarer, slog op i telefonbogen og sendte det til alle de teatre, jeg kunne finde. Jeg sendte det også til Det Kongelige Teater og fik en helt sides hard core nedsabling tilbage af deres dramaturg, Karen Maria Bille. I dag kan jeg jo se, at det var guld værd. Det var bestemt velment og konstruktiv kritik, og det pudsige er jo, at hun faktisk er min vejleder den dag i dag. Jeg tog da også kritikken til mig og blev ved med at skrive og sende stykker derind. Det 3. eller 4. stykke, jeg sendte ind, kom med til en reading, de afholdte i Turbinehallerne. Jeg blev derefter optaget på Dramatiker Væksthus [et talentudviklingskursus startet på initiativ af BTS, BørneTeaterSammenslutningen, red.] og begyndte så småt at tænke, at jeg var ved at have fat i noget der. Så jeg søgte ind på dramatikeruddannelsen. Og kom ind.
”Død mands kvinde” hed stykket han skrev til dramatikerelevernes midtvejsprojekt. Stykket blev iscenesat på Odense Teater med Frederik Arntzen Neergaard som instruktør. Med denne forestilling skrev Thomas Markmann en anderledes kærlighedshistorie, hvor vi følger en kvinde, der gennem brevvekslingen med en dødsdømt mand, forelsker sig i ham og rejser over for at se ham for første gang til henrettelsen.
- Det optog mig, hvor forudindtaget folk var i forhold til kvinder som hende. Jeg blev provokeret og fik lyst til at forsvare kærlighedshistorien. Det lyder som en dårlig kliché, men når jeg finder stof til mine tekster, er det altid noget, der finder mig. Det er emner, jeg finder interessant og selv har en eller anden uafklarethed overfor. Da jeg skulle skrive ”Død mands kvinde” fik jeg blandt andet lyst til at undersøge det paradoks, der ligger i, at elske en du aldrig har mødt. Jeg ville samtidig prøve at komme bagom Lundin-klicheen med psykopaten, der møder en forstyrret eller ressourcesvag kvinde. Ligesom kærlighedshistorien optager mig i ”Død mands kvinde”, gør frihedsbegrebet det også. Hvordan skaber man sig en meningsfyldt tilværelse i et fængsel med en dødsdom hængende over hovedet? Når jeg tænker på mig selv og min egen frihed, så skal jeg da alligevel hele tiden definere min egen tilstedeværelse og nødvendigheden i at være til. Det gør vi vel alle et eller andet sted. Men hvad sker der så med et menneske, når man tager bevægelsesfriheden fra vedkommende, og udstikker ham en dato på, hvornår han skal dø? Hvor finder han motivationen til at stå op hver dag? Det var nogle af de ting, jeg ønskede at undersøge, da jeg skrev stykket.
”Død mands kvinde” fik ganske pæne anmeldelser, men han var dog ikke selv ubetinget glad for den, hvilket har givet ham stof til eftertanke.
- Opsætningen af ”Død mands kvinde” var en rigtig lærerig proces, og jeg havde en fin dialog med stykkets instruktør. Efterfølgende er jeg dog blevet mere bevidst om, hvor vigtigt det er at have en stærk tekst. Da der er mange faktorer man som dramatiker ikke har indflydelse på, er det vigtigt at teksten står så stærkt som overhovedet muligt. Selvfølgelig må teksten ikke lukke sig om sig selv, der skal jo være noget for instruktøren at arbejde med, men mine intentioner som dramatiker skal være klare og tydelige. Jeg synes selv, at historien i stykket står svagt. Der sker godt nok en lille udvikling hos kvinden, men i mit afgangsprojekt vil jeg forsøge at fokusere endnu mere på historien og karakterernes udvikling. Mit afgangsprojekt kommer til at handle om en ældre dame, der under 2. verdenskrig var en såkaldt ”tyskertøs”. Hun har hemmeligholdt nogle essentielle ting for sine børn, der for familiefredens skyld aldrig har søgt en afklaring. Hendes barnebarn, der er den egentlige hovedperson, vil det bare anderledes. Da mormoren ikke har langt igen, kaster han sig med et eksistentielt hovedspring ud i en søgen efter sandheden, der absolut ikke bliver omkostningsfri. Jeg vil forsøge at lave en reel fremadskridende historie med vendepunkter og en bagvedliggende fortidshistorie, der bliver oprullet, og som får afgørende betydning på nutidsplanet. På den måde er der lidt Ibsen over det. Men samtidig kan jeg jo ikke lade være at lege med formen og forskellige dramaturgiske greb, så nu må vi se, hvad det ender med.
Det er ikke svar, Thomas Markmann ønsker at give publikum med sine stykker, i stedet søger han at afdække en problemstilling eller et udsagn. Som barn var han meget interesseret i matematik og fysik. Den interesse fornægter sig ikke, når han med stort engagement går ind i den ene problemstilling efter den anden. Han bliver ofte provokeret af, at folk oplever forskellige problemstillinger meget forenklet. Hvis for mange er enige om for meget, får han ofte en uimodståelig lyst til at stille sig på den modsatte side, blot for at danne en modvægt. På den måde forsøger han at nuancere det samlede billede.
- Hvis nogen eksempelvis gør nar af eller latterliggør provinsen, kommer den provinsielle stolthed op i mig, og jeg forsvarer alt, hvad det står for med næb og klør. Samtidig elsker jeg også byen. Og alligevel hader jeg byen. Jeg forsøger hele tiden at se tingene fra flere forskellige synsvinkler.
Thomas Markmann har været vant til at bevæge sig i mange forskellige samfundslag og arbejdet indenfor mange forskellige erhverv. Han har derfor lært mange forskellige slags mennesker at kende og forstår dem. Han forstår, hvor forskellige vi er, men også hvordan vores motiver dybest set udspringer det samme sted fra. Om end de i praksis tager sig meget forskellige ud. En erfaring der har stor betydning for hans dramatik.
- Folks handlinger er alle relative. Om det er rigtigt eller forkert det, de gør, afhænger af dit ståsted. Jeg er optaget af at forstå folks motivation for at gøre, som de gør. Det er jeg jo nødt til for at kunne forsvare de karakterer, jeg skriver om i mine stykker. Hvis man vil have publikum til at reflektere over nogle ting, er en måde at gøre det på, ved at skabe figurer, de kan lide. På den måde får du dem til at gøre sig umage med at forstå dem og håbe på, at deres kamp lykkedes med det, de nu vil opnå. Jeg får som dramatiker på den måde mulighed for at plante en tvivl hos publikum om, hvorvidt deres fordomme og forestillinger om tingene nu også er sådan, som de har gået og troet. Men det handler om at få æltet og drejet det, så det ikke på nogen måde bliver moraliserende. Jeg vil ikke fortælle folk hvad der er rigtigt eller forkert. Det handler for mig om at afdække en problemstilling og belyse den på så mange måder som muligt. Jeg ønsker på den måde at sætte tingene i perspektiv og udvide både min egen og publikums forståelse af verden.
hanne@teater1.dk
Udgivet på forlaget DRAMA: ”Mens vi venter”, ”Den ansvar- lige”, ”Den arabiske solsort” og ”Vildskud”.
Afgangsprojektet er den sidste store opgave dramatikereleverne skal aflevere. De skal være færdige til marts og stykkerne bliver opført som readings på Teater Grob i april 2010.
|
|
