MUTE COMP.: POST SECRET

Mute Comp. indviede medio september Dansescenens første sæson i de nye Dansehallerne i Carlsbergs gamle tappehal på Vesterbro. Der er stadig noget råt og ufærdigt og manglen på skiltning og det faktum at alle vejene hedder Pasteursvej gør det temmelig svært finde rundt derude. Men det kommer vel hen af vejen. Lige nu kan man dog hurtig fare vild. Og Mute Comp.´s nyeste forestilling ”Post Secret” handler præcis om det at fare vild. Men om det at fare vild i sit eget liv. Om ikke at leve fuldt ud. Ikke at være nærværende i livet.

Thomas Bentin er skøn og skør som en rablende whiskybælte desperado, der har mistet sig selv og sit liv. Lyset slukkes og mørket omslutter publikum. På scenen er et forladt festtelt. Der kommer en tryggende og ubehagelig tomhed fra det. Pludselig begynder en jakkesætsklædt mand at smyge sig ud fra under scenen. ”Hej, jeg hedder Thomas og jeg sidder fast…”, Bentin leverer en hæsblæsende og hudløs monolog om et menneske, der ikke kan finde sig selv, der er blevet væk i forstillelser, ydre normer og krav. Det er både meget morsomt og meget hjerteskærende at se på. Måske er han bare et billede på forbruger Danmark lige nu, der skønt finanskrise stadig hylder materialismen og synes at være så optaget af at dekorere hjemmet i den rigtige stil, at der ikke er meget plads til eksistentielle overvejelser, hvad det er at leve og hvad du har lyst til at få ud af dit liv den korte tid du er her.

Forestillingen kredser hele tiden om det at være til stede i livet, men i vanlig Mute Comp. stil bliver det ikke alt for tungt og alvorligt. Scenen hvor Bentin og Kasper Ravnhøj prøver at opmuntre den powerfulde og vidunderlige italienske danser Tiziana Fracchiolla, der er helt modløs og slap, ved at slæbe hende rundt og bevæge hendes arme og slå hende på lårene og i ansigtet med hendes egne hænder er forløsende overgearet og gagget og den fingerede tenniskamp ved hjælp af plastickrus lydeffekter er dejlig fjollet.

I slutscenen er scenerummet befriet fra rekvisitter. Kun det store sorte og mørke tomme rum. Stilheden omslutter os og så ind på scenen træder Kasper Ravnhøj. Alene, sårbar, prisgivet. Han blæses omkring og kroppen synes fuldstændig uden led og knogler. Bentin og Fracchiolla slutter sig til ham og de tre står frem som brikker i livets spil i det uendelige univers. De kastes rundt til tonerne af Chemial Brothers’ ”where do I start? Where do i begin?”, men de har dog hinanden og der er noget opmuntrende over det billede. Et fundamentalt grundlæggende billede på den moderne menneskelige tilstand. Tre mennesker alene på den dybe scene med dunkelt lys. For min skyld kunne forestillingen godt have endt her. Jeg er ikke sikker på hvorfor det var nødvendigt tage publikum op på scenen? Men pyt nu med det. ”Post Secret” er en forestilling der bliver ved at arbejde i dig og det sære klang univers skabt af den kvindelige strubesanger Choduraa Tumat fra den russiske republik Tuva medvirker til at skabe et meget symbolspækket og potent univers der er værd at besøge.

Af Christina Brøndsholm Andersen

HYLDEST TIL JEROME ROBBINS

Den kongelige ballets Jerome Robbins-aften bestod af de to vidt forskellige værker – Dances at a Gathering og West Side Story Suite. Det var et underholdende program, der viste nye sider af en veloplagt kongelig ballet, der dansede stærkt og smukt til virtuost udført Chopin og swingende Bernstein. Men var der så meget mere at komme efter?

Dances at a Gathering er Jerome Robbins mest klassiske ballet, hvor han på en himmelblå baggrund med små tottede lammeskyer præsenterer tableau efter tableau af smukke lige linjer, lethed, drej og balancer med et twist af spektakulære løft. Danserne i denne opsætning flød, som var det det naturligste i verden, ind i den overflod af danseglæde og finurlighed, som værket også rummer. Danserne udviste utrolig sikkerhed med en virtuos lethed, der blev understreget af de florlette kostumer i sarte pastelfarver. Fra de mange skiftende scener boblede en lille, stille glæde med trin, der lå præcist på klavertonerne fra Chopins mange valse og mazurkaer. Og så kan Robbins nok så meget sige, at ”der er ingen historie i nogen af dansene i Dances at a Gathering, der er ingen handling og ingen roller”, når der mellem tonerne, mellem trinene og mellem danserne hele tiden piblede små historier frem om kærlighed, leg, glæde og kokette drillerier. Ikke en finger at sætte på opførelsen og udførelsen, men værket er måske ikke helt dybt og interessant nok i forhold til længden. I de i alt 18 danse, hvor de fem mandlige og fem kvindelige dansere på skift, i alle tænkelige konstellationer, sneg der sig efter dans nummer ti en lille kedsomhed sig ind og lagde sig over operaens mørke tilskuerpladser. Heldigvis kunne man da lade, som om man var til koncert og nyde Alison Smiths håndtering af klaveret.

West Side Story Suite er en fortætning af den store Broadway musical fra 1957, som de fleste også kender i filmudgaven fra 1961 - begge værker blev iscenesat, instrueret og koreograferet af Jerome Robbins. Suiten er imidlertid af nyere dato, nemlig fra 1995; et faktum som den lidt støvede og lurvede scenografi på operaens store scene ikke lige frem skiltede med. Det betød nu ikke så meget, når først det velspillende DR Big Band swingede derudad med Bernsteins velkendte melodier. Også de kongelige balletdansere swingede og gav den gas. De kastede sig ud i sangnumre, dog suppleret af de professionelle sangere Signe Asmussen, Astrid Højgaard, Kristina Langberg, Julie Steincke og Bobo Moreno. Hvorfor de rigtige sangere ikke sang alle sangene, kunne undre lidt, når de nu, trods dansernes hæderlige forsøg, var så tydeligt over deres niveau. Det var altså ikke Broadway, der kom til København, men det så bestemt ud til, at de morede sig på scenen i denne mere letbenede genre, som man da rent danseteknisk ikke kunne sætte en finger på – skuespillet var skam også helt i orden.

Med disse to værker viste Den Kongelige Ballet yderpunkterne af Jerome Robbins’ koreografiske evner; den lyriske, fint afbalancerede klassiske ballet i Dances at a Gathering og den kraftfyldte, ekspressive showdance i West Side Story Suite. Balletten mestrede fuldt ud begge yderpunkter på det tekniske og mimiske niveau – men de havde nu ikke behøvet at synge, selvom det da bestemt var en frisk satsning og en ny oplevelse for det vanlige balletpublikum. Men indholdsmæssigt var der ikke så meget dybde at komme efter ud over god gedigen underholdning – og det er vel heller ikke så skidt endda.

Af Michala Hauge Kofoed