Et sovende blad...
De elektroniske klangflader skurrer. Skubber sig mod og ind under hinanden. Forskyder sig, rykker sig. Disharmoniske og foruroligende. Mørke. Som jordlag, landskaber, kontinenter udvikler sig, vildt og kaotisk. Over tid, gennem æoner, år.
I første del af Hotel Pro Formas forestilling om Darwins evolutionslære skabes verden. Set gennem Darwins undrende øjne, mens han skriver på sit hovedværk ”Arternes oprindelse”. En due, et sovende blad, en svømmende bæver kommer til syne i henholdsvis neonlys, tekst og nærfilmet video.
Tre sangere: en operasanger, en popsanger og en skuespiller er hovedaktørerne i forestillingen, der også byder på seks dansere. Det er formen, altså sammenstillingen af billeder, lys, lyd, sang, musik, dans og tekst, der undersøges. Og hvilken sammenstilling! Eksperimentet med en ny electro-opera lykkes. Operasangen og de elektroniske klangflader sammensat indfanger diversiteten, det tidslige spænd og den uundgåelige transformation forestillingen vil præsentere.
”I morgen om et år” minder i sit udtryk og sin konstruktion om Hotel Pro Formas måske allerstørste succes ”Operation: Orfeo”, hvor scenebilledet også udforskedes via performernes og sangernes bevægelser og placering i rummet. I ”Operation: Orfeo” op og ned af en trappe, mens scenebilledet i ”I morgen om et år” desværre bliver en smule statisk, da scenografiens bombastiske vægkonstruktion ikke i samme udstrækning befordrer til interaktion eller bevægelse.
Det er på forfriskende vis ikke den populære udlægning af Darwins tanker om ”Survival of the Fittest”, der udtrykkes i ”I morgen om et år”. Derimod sættes naturens vidunderlige kræfter i scene; stjernebilleders og mikroorganismers strukturer, koder, DNA, hvor alting ligner og er forskelligt fra hinanden. Og hele tiden forandres, muterer lige foran os. Ind i fremtiden. For det er ikke kun en sprække tilbage til urtiden, som man fx så det i Kitt Johnssons fantastiske ”Rankefod”, der stiles efter i ”I morgen om et år”. Men et foranderligt fremtidsperspektiv kommer også til syne, da anden del af forestillingen musikalsk bliver mere harmonisk og inddragende. Musikken bliver club-agtig og til at trampe med på, mens et bølgende lyshav breder sig ud over publikum, for til sidst som helhed forsøgsvist at generere sin egen forestillingsgenre, da den scenografiske vægkonstruktion åbnes, spaltes, så scenariet står frit for publikum at fortolke.
Man oplever nye billeder af naturen i ”I morgen om et år” som i Lars von Triers ”Antichrist”. Billeder af naturen, som voldsom, farlig, smuk og skræmmende, men derfor også befriende i kraft af at noget større end mennesket er på spil. Uden at udtrykket bliver metafysisk kvalmt, da fokus hele tiden holdes på netop formen.
Hotel Pro Forma: ”I morgen om et år”
Mette Garfield
