|
|
|
Af Mette Garfield
Iscenesætterne Joachim Hamou og Gritt Uldall-Jessen opfører for første gang i Danmark avant-gardisten Gertrude Steins What Happened på Får302. De fortæller om ideerne og intentionerne bag formeksperimentet, som inddrager foredrag, film og musik for at tage pulsen på demokratiet og ytringsfriheden i Danmark anno 2009
Gertrude Steins første erklærede skuespil fra 1913 præsenteres for første gang i Danmark på Får302. Skuespillet, som er tekstnært oversat af Gritt Ulldall-Jessen, er gennemsyret af Steins interesse for magtforhold i sproget.
Den korte tekst er derudover næsten umulig at iscenesætte. Men det er netop en af grundene til, Joachim Hamou og Gritt Uldall-Jessen har valgt at tage afsæt i What Happened, for stykkets konceptuelle kvaliteter tvinger dem til at gentænke teksten i en scenisk sammenhæng og giver mulighed for at diskutere tekstens rolle i teatret, sproglige magtstrukturer samt demokratiet og ytringsfriheden i Danmark år 2009.
”What Happened indvarsler Gertrude Steins tilgang til den sceniske tekst. Jeg kendte til Steins tekster, fordi jeg har været in-term i tre måneder på Richard Foremans Ontological and Hysteric Theater. Richard Foreman var meget inspireret af Stein og hendes tekstsyn. Jeg har altid interesseret mig for tekster, som yder teatret modstand. Da jeg fandt denne tekst, tænkte jeg, at hun har gjort det, jeg selv gerne ville. Så massivt, konsekvent og poetisk - med gentagelses- og rytmiske figurer, som refererer til en handling uden at gøre den eksplicit. Så jeg ville gerne arbejde med den tekst for bl.a. at diskutere tekstens rolle og funktion i teatret”, forklarer Gritt Ulldall- Jessen efter en af prøverne på What Happened i Får302’s lille intime scenerum.
Gertrude Steins konceptuelle tekst lægger op til vor tids post dramatiske teater, hvor den visuelle dramaturgi har lige så stor betydning som tekstens. Hos Gertrude Stein er teksten altså ikke et begyndelsespunkt for iscenesættelsen, men er snarere tænkt som et objekt blandt andre ting i rummet.
”Jeg ved godt Niels Lehmans Det post dramatiske teater er fra 1991, men der er stadig en diskussion, man ikke har taget I Danmark, mens man i Norge har man haft den med fx Jon Fosses forfatterskab. Han arbejder ligeledes med gentagelser og et stiliseret sprog uden en dramatisk struktur. Den måde at arbejde med tekst på har endnu ikke rigtigt vundet indpas i Danmark. Her er det stadig den psykologiske tilgang, man har til teksten. Man ser teksten, som værende dramatisk med en undertekst og med et plot samt faste karakterer. Men jeg vil gerne som dramatiker finde ud af, hvad en tekst kan, og hvilken funktion og rolle den kan have indenfor den ligestillede dramaturgi eller det post dramatiske teater. Hvad driver en forestilling, hvis ikke der er et dramatisk forlæg? Hvor kommer fremdriften fra og hvor er teksten placeret i sådan en opsætning? Derfor har det også været en aha-oplevelse at finde Gertrude Steins tekster, der virkelig bryder med det naturalistiske teaters forventningshorisont”, siger Gritt Uldall-Jessen som tidligere bl.a. har samarbejdet med Hotel Pro Forma.
”Jeg kendte ikke dette specifikke stykke i forvejen”, fortæller Joachim Hamoud, der også er instruktør på What Happened og tidligere har instrueret debatforestillingen Så længe jeg lever på FÅR302 og været foregangsmand for asyl initiativet ADT (Asyl Dialog Tank), ”men jeg syntes, at den tekst Gritt har produceret er interessant og hele dens parafrasering af historieskrivningen, altså diskussionen omkring sandheden og udsagnet er vigtig. Det vi gør med What Happened, er et forsøg på at skabe en ny form for subjektivitet, hvor det er dialogen som i højere grad er i centrum, fordi der ikke findes nogen dansk subjektivitet. Den er blevet patenteret af den ekstremt hårde regering, som i øjeblikket sætter sig på alle værdier og al værdikamp. Der må skabes en ny subjektivitet i Danmark, så noget nyt kan bygges op”.
Institutionel racisme
Gertrude Steins tekst er på trods af dens stilistiske, konceptuelle og autonome karakter performativ og bevidst tænkt i en scenisk sammenhæng, tænkt i et rum og er altså i høj grad vedkommende og samfundsaktuel. Joachim Hamou mener, teksten er særlig relevant, fordi man i et Danmark med en institutionel racisme har godt af at diskutere magtstrukturer i sproget.
”Da Gertrude Stein skrev teksten i sin tid, var det en politisk handling, og den opsætning, vi har lavet, er også blevet ret politisk for at gå tilbage og forstå, at der er sket ændringer i vores samfund længe inden Dansk Folkeparti. Ændringer, der starter i nogle sproglige strukturer. What Happened er et perfekt afsæt til at gøre opmærksom på magtstrukturer i sproget.
Man kan næsten sige, at Danmark er et foregangsland for institutionel racisme, en racisme, som arbejder i den offentlige kultur osv. Jon Stephensen fra Østre Gasværk var fremme i medierne og forsøgte at sige det samme. Et konkret eksempel på den institutionelle racisme og de sproglige magtstrukturer er fx, at Danmark som det eneste land i verden har valgt at fortolke menneskerettighederne, så en flygtning skal bevise, at han eller hun er i fare, også selvom flygtningen tilhører en gruppe, som er i fare. Flygtningen skal bevise han eller hun selv, som individ er i fare. Det er en mekanisme, der gør at man kan give mange flere afslag til flygtninge”, forklarer Hamou.
Sceneeksperimenter
What Happened på Får302 er om sagt et formeksperiment, der indebærer en rullende bar, film, afbrydelser af foredragsholdere og af musik. Afbrydelserne er bl.a. lagt ind, som en slags åndehuller af sang og musik for at inddrage og skabe rum for publikum, ligesom baren på scenen i pausen bevirker, at publikum ikke forlader salen.
”Teatret er helt befriet fra en værdikultur. Man køber en billet som kun er til den periode, man nu befinder sig i teatret. I et galleri er fx indlejret, at man kan købe et værk, mens teatret er helt frit. Det er stærke oplevelser, man får, og her kan opstå meget bedre dialoger. Ikke at man konkret behøver at snakke med publikum, men man kan indgå i en anden form for dialog, diskutere, stille spørgsmål, finde ud af, hvad vi mener. Det er et af de få fælles erfaringsrum, der er tilbage, og det er ærgerligt teatret er så dårlig til at bruge det, for det er så oplagt. Folk har brug for fælles rum, bare se facebook. Derfor kan man prøve på at skabe et vi-rum, det kan man gøre på mange måder, med enkle ting og ved at bryde nogle små regler. Ved applauser fx, det er en måde publikum giver point på, det kan man prøve på at sørge for ikke sker”, fortæller Hamou.
At der meget utraditionelt allerede er lagt en pause ind efter kun 20 minutter i Hamous og Uldall-Jessens opsætning af What Happened peger igen på opsætningens leg med gængse teaterkonventioner, ligesom Gertrude Steins tekst på kun tre sider grænsebrydende proklamerer teksten har fem akter.
What Happened teksten på Får302 opføres to gange kort efter hinanden, hvilket heller ikke er, hvad man er vant til at blive udsat for på danske teaterscener. De to instruktører har udsat teksten for hver deres iscenesættelse, for at sige noget om magtforhold, hvor man kan se den første del, som er Gritt Uldall-Jessens værk, som originalen, og Joachim Hamous efterfølgende udlægning som en ironisk eller et andet bud på en sandhed om Steins tekst, som derved forskyder udsigelsespositionen - der er flere stemmer på færde i rummet.
”Da jeg meget inspireret af Richard Formann, har jeg lavet en meget dansant instruktion, hvor jeg arbejder med trin og hastigheder, men mest af alt med det retoriske. Jeg vil gerne have, at publikum skal høre teksten, men det hele foregår i en bevægelsesstruktur. Det er lidt stiliseret og med acceleration i tempo. Min version er ikke nødvendigvis et udtryk for min smag, men den er også blevet sådan for at lave en kontrast til Joachims version,” fortæller Uldall-Jessen om iscenesættelsen af sin første del af What Happened.
Hamou forklarer, at han betragter Uldall-Jessens del som et urværk, men derudover er mest interesseret i politiske strategier og i at skabe rum. Derfor får man også en fornemmelse af rummet udenfor teaterscenen i Hamous iscenesættelse. Bagerst i scenerummet står en dør på klem, indtil et køkken, hvorfra man hører stemmer, klirrende glas og lyden af en radio - scenerummet åbnes. Opdelingen mellem scene og publikum forstyrres og peger videre på både et tredje og fjerde off-scene rum. Et offentlig rum måske.
”Hvor Gritt går mere tekstanalytisk til værks, er jeg er mere interesseret i strategier. For performerne var det et godt udgangspunkt at have Gritts del at gå ud fra, når vi laver kopien. De to dele giver hinanden noget på den måde. Teksten lægger også op til det, fordi den er så poetisk med gentagelsesmønstrene. Derudover ville jeg gerne vise noget om andre politiske strategier, der er re-enactments af andre politiske handlinger i min del. Jeg prøver konkret at gøre rummet større, ligesom der er også en scene, der er skrevet til som foregår i Los Angeles, hvor amerikanske anden-generations mexicanere har en dialog for, at det ikke altid skal handle om muslimer. Der er også vidner i stykket, som ikke har anden funktion end at være vidner, for at vise at publikum også pludselig indgår i en ny sammenhæng både her i forestillingen men måske også et helt andet sted. For at skabe en usikkerhed i rummet”, uddyber Hamou om sin version af What Happened.
Det bliver således kontrasterne mellem iscenesættelserne, selve montagen, der udgør værket.
”Konceptet er værket, og teksten selvfølgelig for det er en fantastisk tekst”, siger Ulldal-Jessen.
”Ja, man hører det også på en helt anden måde, når man præsenteres for teksten to gange. Det er jo en kort tekst, så man kan sagtens gøre det, og det er mærkeligt, man ikke ser flere gør det”, pointerer Hamou.
Pluralistisk casting
På rollelisten finder man musical navnet Caspar Philipson, hvilket ifølge instruktørerne selvfølgelig ikke er tilfældigt. På den måde håber de på, What Happened måske kan få fat i et lidt andet publikum. Men da Stein teksten udspiller sig til en fødselsdagsfest, og da den typiske fødselsdagsfest, som oftest implicerer flere forskellige personer, som kender fødselaren fra forskellige sammenhænge, er rollebesætningen tillige passende sammensat af diverse alternative scenekunstnere.
”Castingen er det rum vi har. Selve lokalet er jo bare et sort rum, men med den rollebesætning vi har valgt, så skaber vi et rum. Vi har valgt at have tre stærke karakterer med: Caspar Phillipson, som er en musikalsk figur, Regina Lund, som måske er lidt den samme type, men som er endnu mere ekstrem, hun har lavet reality tv og er pop diva i Sverige, og til sidst Anders Mossling som er typisk avant-garde intellektuel. Vi er alle helt forskellige og har helt forskellige energier. Det er for at skabe pluralitet”, forklarer Hamou om castingen.
”Ja for at skabe noget friktion. Joachim og jeg er rimeligt enige om det æstetiske samt referencer ”, supplerer Uldall-Jessen.
”Men Caspar, han har fx overrasket mig meget i forhold til det dramaturgiske. Han er meget skarp og opmærksom. Og Regina har vist sig at være en ret modig skuespiller. Hun er klar til at sætte det image, hun har på spil. Der har i det hele taget været mange overraskelser i forhold til, hvad vi forventede. Gode overraskelser”, fortsætter Hamou.
”Ja det er også for at bryde forventningshorisonten, så det ikke er de samme uafhængige scenekunstnere, man får at se, og for at prøve at arbejde med nogen der har nogle andre erfaringer. Prøve kræfter med noget nyt ”, griner Uldall-Jessen.
Den danske teaterdebat
På spørgsmålet om, hvordan den danske teaterdebat har det, svarer instruktørerne:
”Det gælder ikke kun i Danmark, det gælder mange steder. Der er en helt forfejlet kritikker position. Det er som om kritikerne er en slags smagsdommere. Det er et ret stort problem. Indenfor litteratur- og billedkunstkritikken er der en større tradition for at prøve at forstå værkerne. Men indenfor teaterkritikken sætter man sig ind i, at Gritt fx arbejder indenfor Richard Foreman traditionen og kontekstualiserer det. Man giver bare to eller tre stjerner”, siger Hamou.
”Og det er svært overhovedet at blive anmeldt i dag. Det hjælper, hvis man køber en annonce i avisen. Man har fornemmelsen af kulturstoffet står i forhold til maketingsafdelingerne, Warehouse 9, som jeg er med til at drive, har fået støtte i tre år, og ingen har skrevet en eneste notits om det. Vi har åbnet for 180 kvadratmeter professionelt scenerum i Kødbyen. Vi er bare i gang med at opbygge en kontekst, og vi bliver ved med det. Men det siger bare noget om, hvor lidt interesse, der er for at kigge også på dem, der skal lave teater om ti år, for Nordisk Teaterskole eksisterer ikke længere, så hvor skal morgendagens scenekunstnere komme fra? Man bliver nødt til at kigge på, hvilke rammer vækstlaget har”, afslutter Uldall-Jessen.
|
|
