Nyd en dugfrisk dansk monolog
Artikel / december 2016

Teaterpokalen 2016

Foreningen Danske Teaterjournalister uddelte d. 5 december prisen Teaterpokalen 2016 til en bemærkelsesværdig scenekunst person eller -institution. I år gik prisen ti dramatiker og instruktør Christian Lollike. Her følger motivationstalen af Jakob Steen Olsen, teaterredaktør på Berlingske

Angst æder sjæle op. Sådan var der engang en gammel Fassbinder-film, der hed. Men det er også en sammenfatning, man groft kunne hæfte på store dele af Christian Lollikes dramatik. Han er nemlig dramatiker i en urolig verden. En verden, hvor civilisationen, som vi kender den, er under forandring, under pres. En verden, hvor tingene ikke længere er, som de har været. Hvor rigtigt mange mennesker har svært ved at forstå, hvad det er, der foregår. De kan ikke kende verden. Og de kan ikke kende sig selv i den.  Der er noget, der æder dem op.

Det er i hvert fald sådan, situationen er i Lollikes seneste stykke, Living Dead, som hans eget teater, Sort/Hvid, har spillet i dette efterår. Først i samarbejde med Aarhus Teater på den jyske landsdelsscene, siden i Pakhus 11 på Østerbro, og som er den forestilling, Christian Lollike i år får Teaterpokalen for at have skrevet og iscenesat.

I et trist hverdagskøkken bliver publikum mødt af tre langsomt talende, mekanisk interagerende mannequin-figurer, som ikke rigtigt ved, hvad de skal tænke om det hele. Om dem, der pludselig som zombier vælter ind over samfundets og deres personlige grænser: Flygtningene der myldrer over havet, hvis de da ikke drukner undervejs i 'afrikanergraven'. Som ildevarslende ringer på døren og umærkeligt forvandler de tre på scenen, som pludselig transformerer sig til deres eget skræk­billede. Du bliver, hvad du frygter. Angst æder sjæle op.

Den ilde hørte sandhed er barsk i 'Living Dead', der fungerer som samtidsgyser, mentalitetssatire, spøgelseshus, grotesk dødsmesse og verbal afklapsning i ét. Titlen refererer naturligvis både til den truede velfærdsdansker med den åndelige usikkerhed, den manglende samvittighed, vi ikke rigtigt kan mobilisere: "Hvordan kan man føle empati midt i et hav af døde negre?", som det bliver formuleret undervejs.

Og den sigter netop til de døde afrikanere, der også dukker op. Stadig med vandet sivende ned over de sortmalede minstrelfjæs, endnu med redningsvesten monteret stavrer de frem imod publikum i et af de David Lynchske mareridtscenarier, der afløser uvidenheds­udvekslingen om køkkenbordet, og som også omfatter sorte burkaskikkelser med dødninge­grin bag sløret. 

Jo, der skal grove midler til at vække os af døsen og den ansvarsforflygtigelse, som naturligvis er målskiven for det hele. Også selv om teatrets midler er begrænsede. "Hvis det er meningen, jeg skal blive berørt af det her, så sker det ikke", pipper en af de bedøvede velfærdszombier undervejs.

Hvad skal vi gøre ved det? Dramatikeren selv har ikke noget svar. Ikke på scenen. Heller ikke i et interview med Berlingske inden premieren: "Det er vilkår, som vi overhovedet ikke ved, hvad vi skal stille op med. Nogle går fra at være flygtninge til at blive skøre til at blive terrorister. Samtidig ved vi ikke, hvordan vi skal håndtere de mange og samtidig fastholde et billede af os selv som gode mennesker. Hvad fanden er det for et angst-cirkus, vi er havnet i? Og findes der en udgang på det?"

Living Dead er teater til angstens fællesrum. Det er ikke det enkelte menneske, der interesserer Christian Lollike. Det er os alle sammen. Eller rettere: Det er den tid, vi lever i, og hvad den gør ved os, der optager ham. Hans temaer og replikker er ikke hentet fra dagligstuens eller hverdagspsykologiens tunge sofahjørne og det enkelte menneskes navlepillende sjæleliv, selv om han faktisk så sent som i det forgangne teaterår også har prøvet kræfter med en regulær familiekomedie på Aarhus Teater. Han er hverken til følelsesporno eller pleaserteater, som han selv har sagt det.

Han vil i kontakt med noget andet og mere. Med selve tidsånden. Hans teater er samfundsanalyse som dramatik mere end den slags fortløbende historier, han betragter som dødens pølse på teatret. Men det er samfundsanalyser badet i kunstens uforudsigeligt groteske syrebad med frit valg på alle hylder. Realismen – den kan gå til filmen og til fjernsynet eller ad helvede til. Samtidig er hans dramatik berøvet ethvert tilløb til den forfladigende og forenklende pædagogisering, man kan se så mange andre steder i teaterlandskabet. Han har insisteret på kompleksiteten og på at finde sin egen køligt provokerende indgang til den samfundspsykologiske udfordring, der har sat hans indre dramatikermotor i gang. 

Gang på gang har han stået på sin ret til at ville få det ubehagelige og det uforståelige i tale. Hvad enten det har drejet sig om voldtægtsmænd, der forgriber sig på en pige, det tyske nationaltraumes udslag i historieløshed og nynazisme eller i Manifest 2083 – Anders Behring Breiviks forskruede tankegang. For slet ikke at tale om den bevidstgørende gestus, der hed det politiske parti, Dukkepartiet, – med Lollikes egne ord  "aktivistisk kunst, der interagerer med virkeligheden og reelt bryder ind i de ulykkeligt trættende spil mellem medier og politikere".

"Grundtonen eller motivationen er hele tiden at forstå det, jeg ikke selv forstår", har han sagt i et interview i Politiken. "Det er det, der får mig til at skrive. At skrive er jo et forsøg på at give det uforståelige sprog". 

Han vil altså forstå det, der ikke er til at forstå. Forklare det, vi ikke rigtigt kan forklare. Endda forsvare det, der ikke er til at forsvare. Det kan give skrammer.

Med Christian Lollike et eller andet sted i nærheden er det teater, som ellers ikke længere kan ophidse nogen, ofte sat i centrum for debatten – uden at det er noget, han nødvendigvis selv har ønsket. Flere gange har han fået hældt en skraldespand ud over sig, fordi nogen – politikere som til andre tider hævder at ville gå i døden for ytringsfriheden – forlanger, at han skal holde kæft. Politiske høge, som vel at mærke aldrig kunne drømme om at sætte benene i hans teater, har sidestillet det at give stemme til dem, vi ikke må lege med, med at sympatisere med dem. Den påstand kunne ikke være mere forkert.

For tag ikke fejl: Christian Lollike er en moraliserende dramatiker, men han er det på sin egen, moderne måde. Han insisterer ikke på nemme løsninger, men tillader sig at sætte fingeren på samfundets ømmeste punkter. Uden at levere færdigpakkede, nemme løsninger. Og han er fortsat med at fortælle sine historier til trods for det ydre pres, der har været ham til del – orkanens øje blinker ikke. For ham er teatret nemlig ikke et sted, vi sætter os hen for at sove eller blive bedøvet.

Det gør ham til noget ganske specielt i et frygtsomt dansk teaterlandskab, der ofte befinder sig milevidt fra det, der foregår rundt om det. Som ofte vælger at fedtspille i hjørnerne iført pudderparyk og 1980er-hits frem for at turde at gå i clinch med tidens store temaer, mens man mumler noget om, at "nu skal man jo ikke provokere bare for at provokere".

"Jeg angler afsindigt meget efter anerkendelse, og samtidig frygter jeg at ligge under for den", sagde Christian Lollike for nogle år siden, hvor han modtog en af sine Reumert-priser. "Prisen medfører en barnlig og grådig stolthed – og en selvfrygt, for tænk hvis man pludselig begynder at give folk det, de vil have, i stedet for det, de frygter at få? Det er jo det, der er døden".

Det må han nok sige. Må det hermed være os tilladt at give årets modtager af Teater­pokalen endnu mere 'selvfrygt'. Hvad vi forventer af ham? Vi forventer endnu mere af det, vi frygter at få. Vi vil høre endnu mere af det, vi ikke vil høre. Hjerteligt til lykke

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk