Anmeldelse / marts 2016

Tørst

Spilleperiode: 7-26. marts 2016. Hverdage kl. 20, lørdage kl. 17, dog 8+9+11+21/3 spilles kl. 17
Spillested: Teater FÅR302
Dramatiker: Abelone Koppel
Instruktør: Maria Kjærgaard-Sunesen
Scenograf: Mie Riis
Lysdesign: Sonja Lea
Lyddesigner: Erik Christoffersen
Medvirkende: Benedikte Hansen, Benjamin Boe og Nanna Skaarup Voss

Af Anne Liisberg

Er sorg som et fravær? I Koppels stærke og rørende drama om sorgen over en afdød elsket er sorgen netop det. Fravær af tørst. Konkretiseret i de mange fyldte vandglas, som ikke drikkes af den sørgende Nat (Hansen), og i mere overført betydning som fraværet af lyst/appetit/tørst på alt andet i livet efter tabet af den elskede. ”Min mor har ingen tørst. Jeg sætter vandglas over det hele”, siger datteren Lille (Voss), der er mor for sin sørgende mor og gammelklogt indvier os i tragedien: farens død og morens fortabelse i sorgen.

”Vi taler ikke om ham, vi sluger ordet FAR”. Sammen, men mest hver for sig kæmper mor og datter med tabet af manden og faren. Mens ”min mor er ved at dø af kærlighedssorg”, lider Lille mere stille, mens hun duftende hvisker: ”Min far bor i blusen”. Både den unge og den ældre kvinde forsøger at holde verden sammen med gentagne mantraer. ”Det har jeg læst”, pointerer Lille igen og igen, når hun bruger fakta og fornemmelser til at beskrive morens sorg. ”Det kan jeg ikke få til at hænge sammen”, snerrer og skriger Nat, når hun magtesløst længes eller nøgternt spotter begravelsesblomsternes mængde og absurditet. Død på døden.

Koppels tekst fletter impressionistisk billeder af sorg med en stram, men diskret dramaturgi, der følger sorgprocessen og den underliggende og ikke mindre gribende historie om en mor, der forsvinder i sorte skove, men i sidste øjeblik fejer flodbølgen af sorg bort og genfinder livet i og med sin datter. Det er en flot tekst, der går i kødet på et tabu, som vi kun har et rudimentært sprog for og helst ikke vil tale om. En tekst, der er mundret spilbar, men samtidig associerende fyldt af billeder og lakuner langt fra dagligsproget. Lagt i munden på Benedikte Hansen kan det kun blive godt, og det er det. Boe Rasmussen doserer afdæmpet den afdøde Tom i de erotiske mindescener og i det afgørende farvel: ”Jeg giver dig dine ord tilbage. Du er alene nu. Rejs dig op”. Voss giver fornemt krop og glastynd stemme til den knugede teenager Lille, der helt bogstaveligt og hjerteknugende lukkes ude af mor, følger hendes sære luner og endelig lander i hendes favn i deres fælles erindring om Tom.

Tekstens dramaturgi er måske en smule ferm, men den løfter sig i kraft af et stramt og rigt sprog, der i Kjærgaard-Sunesens hænder forløses som en perfekt balance mellem krop og tanke, billede og udsagn. Iscenesættelsen tager emnet alvorligt og lader de skrøbelige udsagn stå og dirre, men holder hele tiden fat i et sanseligt niveau, der krydres med instruktørens signatur, de magisk realistiske billeder, der intuitivt åbner for en anden, en dybere forståelse. Riis har skabt en komplet parcelshusstue med kig til have og badeværelse på FÅR302s diminutive scene. Dens naturalistiske fremtræden brydes flot af Leas lysdesign, der bastant-elegant changerer med karakterernes stemning og sætter smerte bag i drømme-mareridtsscenen, hvor Nat brat kastes ud i mørket efter den glade dans i discolys med Lille.

Tørst er en vedkommende fortælling i en flot æstetisk og stramt komponeret forestilling, hvor de enkelte kræfter spiller frugtbart sammen og løfter hinanden.

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk