Anmeldelse / februar 2016

TRAUM

Spillested: Københavns Musikteater
Spilleperiode: 30. januar til 13. februar 2016
Performance: Daniel Norback, Merete Byrial, Susanne Bonde, Kristofer Krarup
Idé: Merete Byrial
Iscenesættelse: Daniel Norback
Musiker: Martin Vognsen
Lysdesigner: Tobias Stål
Scenograf: Seimi Nørregaard
Producent: Bidt
Af Marlene Kejser

Publikums drømme for fremtiden er indsamlet på lapper af papir. Hvad, der nu skal ske, er uvist – men noget vil ske! For på scenen vil performance-kollektivet Bidt forløse publikums drømme, og ingen drømme er for store, for absurde, for vulgære eller for banale. Vi skal bare forestille os, at alt kan lade sig gøre. Jeg tænker et øjeblik på Peter Pan og ønskeøen, men så bliver første drøm trukket fra bunken.

”Jeg drømmer om mere sex” er den første publikumsdrøm, og i løbet af få sekunder etableres og improviseres en fysisk performance, som forløser emnet. Herfra bliver publikums drømme fortsat forestillingens katalysator, og vi kastes ud i ét stort eksperimentarium. En bowlingkugle kastes for en bæredygtig klode, røde klovnenæser blendes for flere penge til børneteater, og hviskende stemmer tager os til varme lande og til Anholt.

Man finder hurtigt ud af, at dette er et mulighedernes rum uden begrænsninger, hvor normalitetsbegreber og normer er i opløsning, og hvor selv tyngdeloven får baghjul. Scenografien er medskaber af dette fantasirige drømmerum, som med alverdens tingeltangel danner bogstaverne TRAUM. I dette latente laboratorium henter performerne vandpistoler, spilledåser, Lego-mænd, et kålhoved, en cykel, en fiskestang – alt sammen vigtige virkemidler i drømmerealiseringen. På sidelinjerne har vi både en improviserende lysmand og musiker, som er fantastiske og finurlige medskabere af det drømmende nu.

Når vi drømmer, skaber vi et øjeblik af fremtiden i nutiden, og drømmene kan både være troskyldige og gavne almenvellet, og de kan være dystre og egoistiske. I TRAUM åbner de en sms-tjeneste for forbudte drømme, hvor publikum anonymt kan skrive ind. ”Jeg drømmer om en sexet, klog og visionær kulturminister” – suk, man kan jo altid håbe og drømme. Performernes fortolkning af drømmene er fyldt med humor, som er grotesk og kulsort, men de her folk kan deres håndværk, og selv det mest gakkede og vanvittige formår at få fodfæste i et budskab.

Som publikum opsluges man fuldstændig i kavalkaden af skøre og vanvittige universer, som performerne i øjeblikket opsætter. Man er som publikum uundgåeligt fuldstændig til stede. Dels fordi forestillingen er så dynamisk, og dels fordi vi venter på, at vores egen drøm skal virkeliggøres på scenen. Impulser flyver rundt i et intenst nærvær, som skaber en barnlig og legende glæde, der smitter. Man får lyst til selv at lege med, og denne drøm indløses, da publikum til sidst inviteres på scenen for at skabe én samlet utopisk drømmeverden. Vi rasler, puster, spiller, samler, vifter, tegner, trækker og opløser tid og sted. Som i en ulogisk, fragmenteret drøm skaber vi vores egen ideelle verden styret af impuls, frihed og fællesskab. Selv endte jeg på ryggen på scenegulvet iført klovnenæse og med lagener og balloner hvirvlende om ørerne. I dette øjeblik mærkede jeg en fuldstændig barnlig glæde over bare at være. En følelse og et pusterum som kan gå tabt i et samfund, hvor vi spæner rundt for at nå mere, få det hele, optimere, kalkulere, gøre det rigtige og gøre det bedst. 

I løbet af forestillingen har der været tilfredshedsundersøgelser på drømmerealiseringen, og man skal vide, at der kan forekomme forsinkelse på følelse af forandring på måske en time, en dag, en uge, ja måske et helt år. Men Bidt lover, at noget vil ske, for her flytter de på molekyler og energi, forskubber og rykker. For mig er virkningen umiddelbar, og de seks stjerner går til et totalt gennemført, dynamisk og interaktivt drømmeunivers for alle aldre, hvor et bydende mantra står bøjet i neon: Opdag, drøm og leg!

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk