Anmeldelse / marts 2016

7 PLEASURES

Spillested: Dansehallerne, Store scene
Spilleperiode: 2.-5. marts 2016
Koncept og koreografi: Mette Ingvartsen
Lyd: Peter Lenaerts
Lysdesign: Minna Tiikainen
Dramaturgi: Bojana Cvejic
Performere: Sirah Foighel Brutmann, Johanna Chemnitz, Katja Dreyer, Elias Girod, Bruno Freire, Dolores Hulan, Ligia Lewis, Danny Neyman, Nobert Pape, Pontus Pettersson, Hagar Tenenbaum, Gemma Higginbotham
Af Marlene Kejser

Vi sidder afventende i salen til intens musik domineret af trommer, der kan mærkes. Jeg kan også mærke en irritation over kvinden på min venstre side, som flere gange pudser sin næse kraftigt. Men irritationen vendes til forundring og fascination, da kvinden pludselig rejser sig og tager tøjet af, hvorefter hun vandrer forbi mig i sine bordeaux og glitrende trusser. Hun ender på scenen, hvor andre nøgne kroppe også har fundet ned til én stor menneskebunke.

Koreograf Mette Ingvartsen skaber med 7 Pleasures en forestilling, hvor hun udfordrer begrebet om seksualitet og nydelse. Dette iscenesætter Ingvartsen med 12 nøgne performere, som indtager en moderne dagligstue-koreografi, hvor hverdagens trivialitet og genkendelighed overtages af heftig kropslighed og intens lystsøgen.

I første sekvens skaber performerne én stor pulserende organisme, hvor de masende, glidende og med lukkede øjne slanger sig gennem rummet. Der er en gribende sanselighed, når de nøgne kroppe rører, føler og søger hinanden. Den hamrende hypnotiske trommemusik er nu erstattet af forstærket reallyd, men organismen er forunderligt lydløs i sin kærtegning af scenerummet.

I et næste nu brager trommemusikken på ny, og det så heftigt og langvarigt, at jeg nærmest føler en sansetortur, hvilket måske er et bevidst træk fra skaberne, men som desværre får mit fokus til at flagre. Når det er sagt, er vi samtidig vidne til en gribende fysisk udfoldelse, der tenderer stammeritual på et urmenneskeligt stadie. Performerne ryster deres kroppe, så det hele svinger og klasker for fuld kødelighed, og det er dybt fascinerende at se på de mange og forskellige kroppe. Kroppe der er legelystne, og som i deres febrilske søgen efter nydelse splitter dagligstuen ad og ender i et gnubbende klimaks.

Ingvartsen udfordrer det organiserede og normaliteten over for lyst, kaos og menneskelig drift. Performerne skaber deres egen orden, og det i et dynamisk univers, hvor man som publikum går lidt i panik, fordi man ikke kan percipere det hele, men tvinges til at vælge sit fokus blandt de mange levende, forunderlige, lystne og samtidig hårde og afstraffende handlinger.

Ingvartsen udfordrer også sit publikum med denne modige forestilling, når hun søger at opløse skellet mellem privatsfære og offentligt rum. Det gør hun yderst vellykket, og vores sanser er intimideret og banker af sted. Hun skruer ekstra meget op for charmen, da en nøgen kvinde som en kælen hund sætter sig op ad en mand på første række, og når performerne vandrer op mellem rækkerne i al deres pragt. Men udfordringen tikker ind på flere planer, og man er opslugt og fuldt ud nærværende.

Forestillingen taber dog intensitet og puls, da halvdelen af performerne klæder sig i sort. I et udtryk, der vækker SM-associationer, kastes dominans og underkastelse tilfældigt rundt. Budskabet bliver rodet og tvetydigt og står i ærgerlig kontrast til en forestilling, der ellers er renset for erotiske klichéer. 

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk