Aarhus Teater
Turne rundt i hele landet
Livingstones Kabinet leger scenekunsten frem
Interview med syrisk dramatiker
Aarhus teater
Østre Gasværk Teater
Fredericia Teater
Aarhus Teater
Skuespilhuset, Det Kongelige Teater
Bellevue Teatret
Betty Nansen Teatret
Teatret Svalegangen
Republique, Store Scene
Tivoli
Religion
Driver teaterbranchen intern censur?
konsekvenser for det danske teaterlandskab.
Interview med Efva Lilja
Den Anden
Den Anden
Grønnegårds Teatret
Fortællingens magt
Fortællingens magt
Fortællingens magt
Fortællingens magt
Maria Lucia vandt Teaterpokalen
Det var LIVA der manglede
Nyd en dugfrisk dansk monolog

Dekalog

Spilleperiode: 15. september - 15. oktober 2016. Tirsdag-fredag kl. 20, lørdag kl. 16 og søndag kl. 15
Spillested: Betty Nansen Teatret
Tekst: Krzysztof Kieslowski og Krzysztof Piesiewicz i Koen Tachelets sceneversion
Dramaturg og oversætter: Karen-Maria Bille
Instruktør og scenograf: Jakob F. Schokking
Komponist: Gert Skød Sørensen
Video: Alexander Fog
Kostumier: Stine Gudmundsen-Holmgreen
Lysdesign: Christian Alkjær
Medvirkende: Bodil Jørgensen, Søren Sætter-Lassen, Flemming Enevold, Marie Louise Wille, Thomas Levin, Molly Blixt Egelind, Elliot Crosset Hove og Jakob Åkerlind
Anne Liisberg

Betty Nansen Teatret åbner sæsonen flot med sceneversionen af Krzysztof Kieslowskis tv-serie Dekalog (1988), der med afsæt i De 10 Bud afsøgte etiske dilemmaer blandt folk i et trøsteløst, polsk boligkompleks. Både instruktion og scenografi er lagt i hænderne på Jakob F. Schokking, der kvitterer med en sjældent helstøbt forestilling, hvor billedside og stærkt skuespil komplementerer hinanden i en tankevækkende og rørende fortælling om det at være menneske og måske især om alle de nuancer mellem sort og hvidt, godt og ondt, der gør det så svært at være menneske.

Tv-serien var i 10 afsnit, hvert centreret om 1 af de 10 bud. Sceneversionen indeholder kun 6 bud, der til gengæld flettes ind og ud af hinanden og løfter sig til et kalejdoskopisk, men konsistent blik på dilemmaerne, der dermed både får individuel dybde og almenmenneskelig bredde. Den bibelske referenceramme bruges – som den også blev i den oprindelige tv-version – til at undersøge, hvordan vi forsøger at skabe mening i de tilfældigheder, der rammer os i livet. Der er ingen Gud, der er ingen skæbne i menneskelivets morads. Vi må selv få det til at hænge sammen.

Tv-serien transformerede den østeuropæiske og generelle 80’er-tristesse til mere almene eksistensfortællinger. Det samme gør forestillingen, men Schokking tilføjer en fint doseret humor og et abstrakt scenografisk univers og udvider dermed spændet i den svære balance mellem det lyse og det mørke. Kostumernes mange varianter af farven brun accentuerer elegant tiden og stedet, men jo i ligeså høj grad nuance-tematikken. Desperationen, det manglende fodfæste udtrykkes i spillet og den mobile scenes kig ind i stadigt nye rum og stemninger, mens melankolien især formidles i de sprødt fremførte sange og musikkens slaviske sørgmodighed isprængt toner af dissonans.

Mundharmonikaens spinkle toner leder os ind i den første fortælling om faren (Levin), der gør videnskab til sin gud og derfor mister sin søn (Crosset Hove) i en drukneulykke. Ind i deres dialog fletter Søren Sætter-Lassen sig som en anden Jesper Fårekylling-samvittighed med regibemærkninger og undertekst. Denne vekslen mellem dialog og fortæller-refleksion er grundelementerne i alle scener, hvilket fungerer forbløffende godt. Første historie fortælles næste til ende, før vi hopper over i den næste, men langsomt skrues tempoet op og kulminerer før og efter pausen som optakt til fortællingen om det meningsløse mord og samfundets ultimative straf.

Trods hop og spring fastholdes vi, hvilket ikke mindst skyldes en musikalsk personinstruktion og et stærkt spillende hold, der alle får skabt karakterer, der rører og interesserer. Særlig stærkt står Sætter-Lassen og Enevold, der legende let og autoritativt på hver deres unikke måde giver os karakterer, der krakelerer hjerteskærende, Levin og Wille, der leverer dragende, sitrende nærvær, og Jørgensen, der klukker moderligt og hugger i næste sekund. Alt i alt en fornem og fint afstemt ensemblepræstation.

Dekalog er en uhyre velspillet fortælling om temaer, der berører os alle. Integrationen af den skuespillerdrevne fortælling og de skræmmende smukke visuals lykkes fornemt, og Betty Nansen Teatret kan være stolte af at sætte eksistentielle, altid aktuelle temaer til debat i en æstetisk overlegen form.

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk